Større risikovillighed hos private danske investorer

Udgivet den 10-12-2009  |  kl. 11:44  |  

I takt med årets positive udvikling i aktiekurserne er Nordnets udlån til aktieinvesteringer øget. Alene i tredje kvartal er belåningsgraden i private danske investorers porteføljer steget med 29 pct.

Stigningen i udlån til investering er størst hos danske investorer, som nu har en dobbelt så høj belåningsgrad som broderfolket i Sverige.

 

- De stigende børser har medført en øget optimisme og risikovillighed blandt de private investorer, og vi har i løbet af året set en stor stigning i vores udlån til aktieinvesteringer. Samtidigt kan vi se at meget af kapitalen, som mange private investorer flyttede ud på sidelinjen, nu er tilbage i aktiemarkedet igen, siger Max Gandrup, landechef for Nordnet Danmark.

Nordnet har undersøgt forskellene på investeringsmønstre i de nordiske lande i tredje kvartal. Blandt andet kan man se udviklingen i udlån til investeringer, forholdet mellem kontanter og investerede midler i beholdningen samt hvilke aktier som private investorer i de forskellige lande har investeret i.

Undersøgelsen baseres på statistik fra Nordnets ca. 300.000 kunder fra Danmark, Norge, Sverige og Finland, inklusive kunder fra finske eQ-Bank, som Nordnet opkøbte i 2009.

 

Udgivet af: NPinvestordk