Stigende boligpriser i hele landet
Huspriserne tog et spring opad i maj, og dermed fik hussælgere over hele landet mere for deres boliger, end de kunne have fået i måneden før. Det viser de nyeste tal fra Boligsidens Markedsindeks for maj. På landsplan steg salgsprisen for villaer og rækkehuse med 1,5 procent fra april til maj. Der er fremgang i alle regionerne, hvor Region Midtjylland havde den mindste stigning på 0,7 procent, mens Region Sjælland lå stærkest med en stigning på 3 procent.
"Der er god grund til at holde øje med Region Sjælland i øjeblikket. I årets første måneder havde Syd- og Vestsjælland som den eneste landsdel flere hussalg sammenlignet med samme periode i 2015, og nu stiger priserne markant i forhold til resten af landet. Samtidig er salgstiden i Region Sjælland faldet med 4,6 procent den seneste måned og er kommet under 200 dage. Meget peger på, at det er en region, hvor boligmarkedet netop nu er i fremgang", siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Fra lejlighed til villa med 1 million i overskud
Med den nuværende prisudvikling er der gode muligheder for at flytte ud af byen og bytte lejligheden ud med en stor villa uden for regionen - endda med et stort overskud på kontoen. I Region Hovedstaden er prisen på ejerlejligheder historisk høj og landede i maj på 31.201 kroner pr. kvadratmeter. Det betyder, at man ville kunne sælge en lejlighed på 80 kvadratmeter for 2,5 millioner kroner.
Trods stigende huspriser hører salgspriserne i Region Sjælland stadig til i den lave ende. Med en gennemsnitlig salgspris på 10.812 kroner pr. kvadratmeter i maj, skulle køberne betale 1,5 millioner kroner for en villa på 140 kvadratmeter. Vælger man at flytte ud af København og fx bosætte sig en i en større villa i Region Sjælland, vil man i gennemsnit have en million kroner i overskud.
"Ønsker man at flytte ud af byen, har man ualmindeligt gode muligheder for at lave en attraktiv byttehandel, og det kan være årsagen til Region Sjællands succes netop nu, hvor mange har fået øjnene op for, hvor meget de kan få for pengene ved at rykke et stykke væk fra Hovedstaden", siger Birgit Daetz.
Købere fik mindre i rabat på villaer og rækkehuse
Over hele landet fik køberne 4,3 procent mindre i rabat på deres huskøb i maj, end hvis de havde købt hus i april. På landsplan var nedslaget dog 2,1 procent højere end i maj 2015.
Sommerhuspriser haler ind
I april måned lå salgsprisen for sommerhuse lavere end i april 2015, men forskellen blev indhentet i maj. Salgsprisen på sommerhuse steg med 4,6 procent og bragte sommerhuspriserne op på et niveau, der lå 1,2 procent højere end i maj 2015.
Tags: Bolig❯