Svensk kometselskab styrtdykker på børsen - uden grund

Udgivet den 28-10-2015  |  kl. 12:46  |  

Det svenske selskab Fingerprint Cards dykker onsdag godt 30 pct. på børsen til 370 svenske kr. efter store, uforklarlige stigninger mandag og tirsdag. Ingen ved egentlig hvorfor, skriver den svenske erhvervsavis Dagens Industri.

- Der finders ingen fundamental forklaring på, hvorfor aktien rører så dramatisk på sig. Selskabet kommer med regnskab torsdag næste uge. Men de seneste dage er der ikke kommet noget nyt fra selskabet, siger Nordeas aktiestrateg Mattias Erisson.

Mandag og tirsdag hamrede aktien - igen uforklarligt - i vejret under voldsom handel og satte rekord tirsdag med 530 svenske kr. efter stigninger på henholdsvis 12 og 28 pct., før aktien onsdag onsdag falder tungt. Aktien er onsdag middag omsat for 4,8 mia. svenske kr., svarende til omtrent 20 pct. af selskabets markedsværdi eller næsten halvdelen af den samlede omsætning på Stockholm-børsen, skriver det svenske nyhedsbureau Direkt.

En mulig forklaring kan være, at den tyske bank Commerzbank onsdag afsluttede handlen med et såkaldte bullcertifikat i aktien. Certifikatet er sammensat af optioner og er konstrueret således, at certifikatet stiger i værdi takt med at aktien stiger. Commerzbank har efter optionens udløb haft behov for at likvidere en stor beholdning af aktierne af risikohensyn.

Günther Mårder, der står i spidsen for Sveriges erhvervsorganisation, kalder faldet for historisk, og mener der er tale om ren spekulation, skriver Dagens Industri.

Aktien har traditionelt været særdeles volatil og et yndet mål for kursspekulation og spektakulære hændelser. I 2013 steg aktien knap 30 pct. efter en falsk fondsbørsmeddelelse skrev, at Samsung ville købe Fingerprint Cards for 650 mio. dollar, og så sent som i september fik en købsanbefaling fra Carnegie aktien til at stige med godt 30 pct.

Selv efter dagens nedtur er aktien år til dato godt ti-doblet i værdi.

/ritzau/FINANS

Niels Fibæk-Jensen, +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder