Svind for milliarder i dansk detailhandel

Udgivet den 20-10-2010  |  kl. 14:34  |  

Hvert år forsvinder barberblade, culottestege, mærkevaretøj og andre let omsættelige varer for milliarder af kroner uden om kasseapparatet. Omkostningen ved tyverier og sikring betales af de ærlige kunder og svarer til 2000 kr. pr. dansk familie.

 

Det viser udregninger, som Dansk Handelsblad har foretaget, på baggrund af helt nye tal fra The Global Retail Theft Barometer (GRTB).

 

- Når man kender specielt dagligvarehandelens overskudsgrad, ved man, at et svind på bare én pct. slår hårdt. Der er ikke andre end forbrugerne til at betale den pris, siger Allan Mortensen, Country Manager i Checkpoint Systems Danmark. Checkpoint System, der er et internationalt sikringsfirma, har betalt for analysen, der dækker 42 lande.

 

Svindet varierer fra branche til branche. Mens købmænd og supermarkeder i år kun har haft et svind på 1,1 procent, har kiosker og servicestationer mistet 1,77 pct. af omsætningen på grund af svind.

 

7-Eleven ligger under det europæiske gennemsnit for svind i conveniencebutikker, og adm. direktør i Reitan Servicehandel, Jesper Østergaard, kan berette om et lille fald i år fra 1,39 i 2009 til 1,37 pct.

 

- Vores afdeling for intern revision og sikkerhed arbejder hele tiden for en bedre overvågning af butikkerne, ligesom vi hjælper franchisetagerne med at bekæmpe internt tyveri og med at indarbejde rutiner for at undgå fejl. I samme øjeblik svind blev et fokusområde, faldt det, siger Jesper Østergaard.

 

Til sammenligning har Coop i Danmark haft et totalt svind på ca. 0,7 pct. af omsætningen.

 

- Det er indeks 90 i forhold til 2009, som også var bedre end 2008. Vores ambition er at fastholde det nuværendeniveau. Dog oplever vi især i de mindre butikker et lidt for højt niveau, som vi vil bringe ned med ca. 10 pct., siger Risk Manageri Coop, advokat Jens Jacob Skibsted Andersen, der fortæller, at mængden af butikstyverier er uændret, men at en hurtigt reaktion ved medarbejdertyverier har nedsat det beløb, som en ansat når at stjæle.

 

Selv om butiksejerne ifølge GRTB alene i år har brugt knap 600 mio. kr. på at sikre butik og varer med videoovervågning, vagter, kontanthåndteringssystemer og mærkning, har dansk detailhandel det seneste år mistet 2,26 mia. kr. på grund af butikstyve og uærlige medarbejdere.

 

Lægges det svind oveni, som blandt andet skyldes administrative fejl, tabte dansk detailhandel i alt 1,21 pct. af omsætningen fra juni 2009 til juni i år. Det svarer til 2,6 mia. kr.

 

Udgivet af: NPinvestordk