Sydbank/CEO: Øvrige basisindtægter på øget udlån kompenserer for rentepres

Udgivet den 01-05-2024  |  kl. 11:23  |  
Arkiv: Foto

Renteindtjeningen på ud- og indlån hos Sydbank er faldet i to kvartaler i træk, efter at de toppede i tredje kvartal af 2023.

Og presset på den post kommer til at fortsætte, vurderer Sydbanks administrerende direktør, Karen Frøsig, i et interview med MarketWire.

- Jeg er helt sikker på, at vi ser et pres på nettorenterne, som vi også har set det her i første kvartal. Vi ser en effekt af, at renterne på indlån stiger. Hvis du ser på vores indlån, der er anbragt på produkter med højere renter af den ene eller anden karakter, så er det gået fra nul til over 20 mia. kr. på ingen tid.

- Den trafik vil vi se fortsætte, da flere og flere bliver opmærksomme på, at de måske skal have deres penge over på produkter, hvor der kan være lidt binding eller andre vilkår, men hvor de får en rente, siger Karen Frøsig.

Sydbanks nettorenteindtægter udgjorde i første kvartal 1146 mio. kr. mod 1166 mio. kr. i fjerde kvartal - og 1202 mio. kr., da de toppede i tredje kvartal af 2023.

Mens der er pres på nettorenterne, kan Sydbank-direktøren glæde sig over, at det alligevel lykkedes banken at skabe vækst i basisindtjeningen i første kvartal.

Det er drevet af, at den øvrige basisindtjening er steget til 703 mio. kr. i første kvartal - fra 678 mio. kr. i fjerde kvartal og 649 mio. kr. i samme kvartal året før.

- Det er det, jeg er allermest glad for i regnskabet, for det er jo det, der skal hjælpe os, når renterne kommer under pres, siger Karen Frøsig om den post.

Stigningen her er meget drevet af et øget aktivitetsniveau.

- Sådan noget som vores kapitalforvaltning går pænt frem, vores indtjening på investeringsforeninger og pensionspuljer går frem, så det er hele den kapitaldrevne del, forklarer Karen Frøsig.

Specifikt på kapitalforvaltning har Sydbank løftet indtjeningen til 98 mio. kr. i første kvartal, hvilket er 17 pct. mere end i samme kvartal sidste år - og 15 pct. mere end i fjerde kvartal.

Tilbage til nettorenterne. Her har en en stigning i udlånet i første kvartal til 77,9 mia. kr. fra 74,5 mia. kr. ultimo 2023 været med til at kompensere for presset på rentemarginalen.

Udlånsvæksten skal blandt andet ses i lyset af erhvervskundernes træk til betaling af sidste års udskudte betalingsrister A-skatter og AM-bidrag. Fristen på betalingen af de penge var 29. februar.

Derudover var der i slutningen af marts igen en betalingsfrist for virksomhedernes skattebetalinger, hvilket også medførte et øget træk på deres kreditter i banken.

- Så det er jo også et øjebliksbillede af et højt træk, fortæller Karen Frøsig.

I forhold til erhvervskundernes investeringslyst oplever hun, at det højere renteniveau end tidligere lægger en dæmper på tingene.

- Erhvervskunderne kommer med fine regnskaber og også nogle fornuftige budgetter, men investeringerne skal ligesom kunne regnes hjem. Da renteniveauet var meget lavt, var det lettere at regne investeringerne hjem. Jeg tror, at det er det, vi ser, siger hun.

Mens Sydbank kan glæde sig over et øget udlån til erhverv, så gør det modsatte sig gældende i privatforretningen. Privatkundernes udlån skrumpede i første kvartal yderligere til 12,4 mia. kr., og dermed er der forsvundet 1 mia. kr. i privatudlån siden samme kvartal sidste år.

Den udvikling er Sydbank-direktøren "rigtig ked af".

Udviklingen mener hun i høj grad skyldes, at mange familier fik lagt den største del af deres finansiering over i realkreditlån, da renterne her var historisk lave.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

12:06 Unibrew-finansdirektør: Sjældent "normalt" år baner vejen for bedre indtjening
11:47 Obligationer/middag: Rentestigning forud for amerikansk inflationsrapport
11:32 Aktier/middag: Vestas til tops på konkurrentmeldinger i stabiliseret marked
11:28 Vestas har sikret sig to ordrer i Tyskland på samlet 194 megawatt
11:14 NKT-rival stiger på kapitalmarkedsdag med 2028-målsætninger
10:32 Lundbeck leverer endnu et stærkt vækstkvartal og holder dampen oppe frem mod patentudløb
10:29 Svitzer-chef ser fortsatte prisstigninger på grund af inflationen trods normalisering
10:24 Svitzer-topchef fastholder prognose trods stærke tal for de første ni måneder af 2024
10:00 Svitzer/CEO: Vi fortsat prisstigninger på grund af inflationen
09:47 Siemens Energy sendes i rekord efter løft af mellemlang prognose
09:39 Lundbeck belønnes for nyt stærk kvartal og endnu en opjustering
09:30 Scandinavian Tobacco Groups markedsværdi går op i røg efter regnskab
09:20 Svitzer-topchef fastholder prognose trods stærke tal for de første ni måneder af 2024
09:09 Aktier/åbning: Royal Unibrew, STG og Lundbeck trodser rød åbning efter opjusteringer
08:48 Obligationer/åbning: Renter stiger før inflationtal fra USA
08:26 Svitzer lander et godt tredje kvartal i udskilningsår
08:08 Aktier/tendens: Royal Unibrew, STG og Lundbeck stjæler scenen med opjusteringer
07:58 Råvarer: Oliepriserne bevæger sig op men tynges af dalende efterspørgselsprognoser
07:56 Lundbeck skruer endnu en gang op for forventningerne efter godt tredje kvartal
07:22 Obligationer/tendens: Renter kan stige let før inflationtal fra USA