TDC Q4: Ser 2013-resultat på linje med analytikerestimater
TDC sætter i sit regnskab for fjerde kvartal tal på de forventninger, der løst blev meldt ud på kapitalmarkedsdagen den 6. november.
For 2013 venter TDC at omsætte for mellem 25 og 25,5 mia. kr. omsat til et driftsresultat på mellem 10,0 og 10,2 mia. kr. På sin kapitalmarkedsdag fortalte TDC, at man forventede "en svagt faldende" omsætning i 2013.
Til sammenligning venter analytikerne ifølge estimater indsamlet for Ritzau Finans af SME Direkt en omsætning på 25,8 mia. kr. i 2013 og et driftsresultat før pensionsudgifter på 10,1 mia. kr.
TDC er selv gået væk fra at oplyse EBITDA både før og efter pensionsudgifter, da udgifterne fremover i mindre grad vil påvirke driftsindtjeningen.
- Fremover vil TDC anvende det samme EBITDA-begreb som i 2012, som dog vil blive benævnt EBITDA frem for EBITDA bpi, hedder det i regnskabet.
Anlægsinvesteringerne forventes, på linje med udmeldingen på kapitalmarkedsdagen, at være på 3,7 mia. kr.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk