Thule topper i Europa efter analytikerros for flot regnskab

Udgivet den 23-10-2024  |  kl. 11:01  |  

Svenske Thule, der er kendt for blandt andet sine tagbokse og cykelholdere til biler, er flyvende på børsen i Stockholm onsdag, hvor et godt regnskab for tredje kvartal høster roser hos analytikerne.

Ifølge amerikanske Jefferies er resultaterne i tredje kvartal et tegn på styrke i et ellers hårdt markedsmiljø lige nu, refererer Bloomberg News fra en kommentar oven på regnskabet.

Den positive overraskelse skyldes ifølge børshuset både nedbringelse af lagre, der har hjulpet pengestrømmene godt på vej, ligesom nye produkter fra Thule er blevet godt modtaget i markedet.

Thule omsatte i tredje kvartal for 2344 mio. svenske kr., mens analytikerne ifølge estimater fra Infront Data havde ventet 2307 mio. svenske kr.

Driftsresultatet før renter og skat (EBIT) blev 413 mio. svenske kr. mod konsensus om 386 mio. svenske kr. blandt analytikerne - svarende til en margin på 17,6 pct. mod ventet 16,7 pct.

Thule-aktien stiger med 11,6 pct. til 336 svenske kr. Dermed er aktien helt i toppen af både det svenske marked og også det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder