Tirsdagens aktier: GN og Demant faldt til bunds efter udsigt til konkurrence fra Apple -NY
De to høreapparatproducenter GN og Demant faldt til bunds i tirsdagens handel i et lettere rødt C25-indeks, efter at giganten Apple har meldt sig på banen som en mulig konkurrent med en softwareopdatering, som får sine Airpods til at fungere som et høreapparat.
Ellers bød eliteindekset C25 ikke på de helt store udsving tirsdag, hvor Bavarian-aktien toppede uden selskabsspecifikt nyt.
Samlet set gik C25-indekset tirsdag tilbage med 0,4 pct. tilbage til 1951,40.
- Det er jo relativt små bevægelser. Der er meget fokus på makro-billedet lige nu i USA, hvor de her lidt sløje nøgletal på det seneste har skabt lidt frygt. Så det er også derfor, vi venter på næste uges rentemøde i Federal Reserve for at se, hvor meget renten sænkes. I morgen får vi nogle inflationstal, som der er fokus på, men ellers er det et lidt afventende marked, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.
Onsdag eftermiddag offentliggøres tallene fra det amerikanske forbrugerprisindeks for august.
GN OG DEMANT I BUND
GN og Demant endte tirsdag i bunden af C25, efter de to selskaber nu formentlig kan se frem til konkurrence fra teknologigiganten Apple.
Apple løftede ved sin produktlancering mandag aften sløret for en softwareopdatering til sine Airpods, der skal få hovedtelefonerne til også at kunne fungere som høreapparater.
- Samlet set er det egentlig vores vurdering, at det er begrænset, hvor meget Apples nye produkt kommer til at have indflydelse, men markedet har tydeligvis en anden opfattelse, siger Martin Munk.
Yderligere viser tal fra den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs et lille tab af markedsandele for GN, mens Demant omvendt gik frem i august.
GN faldt tirsdag 3,3 pct til 158,50 kr, mens Demant fald 3,4 pct. til 276,60 kr.
DSV KAN SNART SE ENDEN PÅ DB SCHENKER-BUDKRIG
Den endelige vinder af budkrigen om DB Schenker kan blive fundet denne uge, skriver det tyske finansmedie Handelsblatt.
DSV er fortsat med i opløbet sammen med kapitalfonden CVC Capital Partners, der står i spidsen for et større konsortium. Netop CVC skulle ifølge Bloomberg News have forbedret sit bud på DB Schenker.
DSV, der også fik genoptaget sin dækning hos JPMorgan med den positive anbefaling "overvægt" og kursmålet 1459 kr., lukkede med et plus på 0,6 pct. i 1245,50 kr.
NYE KURSMÅL TIL VINDAKTIERNE
Ørsted fik løftet kursmålet hos både Citi og RBC, efter at energiselskabet sidste uge fik to britiske kontrakter i hus.
Hos Citi er kursmålet sat op til 428 kr. fra 380 kr. med en gentagelse af anbefalingen "neutral", og hos RBC er kursmålet nu 450 kr. fra 380 kr. Her er anbefalingen "sector perform".
Ørsted startede dagen i toppen af C25-indekset, men måtte ved lukketid se et fald på 1,8 pct. til 407,20 kr.
Imens fik Vestas løftet anbefalingen til "køb" fra "hold" hos Morningstar, der fastholder kursmålet 180 kr, mens Bernstein har skåret kursmålet til 250 kr. fra 265 kr. Anbefalingen "outperform" fastholdes.
Vindmølleproducenten steg 0,1 pct. til 149,30 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›