Tirsdagens aktier: Novo og GN fik C25 til at tippe

Udgivet den 23-01-2024  |  kl. 17:07  |  
Arkiv: Foto

Et tidligt plus blev tirsdag vekslet til et minus på det danske aktiemarked, hvor især Novo Nordisk og de øvrige medicinalaktier hang i bremsen.

Desuden faldt GN Store Nord efter en ellers indledende positiv stemning i kølvandet af en opjustering fra konkurrenten Logitech.

C25-indekset, der åbnede højere igen og igen stak næsen over nulpunktet kort efter middagstid, sluttede i et lille minus på 0,4 pct. til 1823,68.

Nedturen skyldtes ikke mindst medicinalaktierne, der qua Novos vægtning udgør en ganske stor del af C25.

- Kigger du ud i Europa, så klarer farmaaktierne sig allerdårligst. Det er en global tendens, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank til MarketWire.

Hvad der var baggrunden for nedturen i sektoren stod dog ikke helt klart.

Herhjemme lukkede Novo 0,8 pct. lavere i 721,10 kr. - en nedtur, der blev overgået Genmab med et fald på 3,4 pct. til 1901,50 kr.

Genmab annoncerede natten til tirsdag, at det har fået afvist en voldgiftssag mod sin partner Johnson & Johnson, som Genmab også tabte sidste år, men siden valgte at anke.

Blandt de øvrige medicinalaktier faldt også Zealand Pharma, der har sat rekorder nærmest dagligt i den senere tid, med 1,3 pct. til 448,40 kr. Desuden mistede Bavarian Nordic 1 pct. til 159,60 kr.

GN FULGTE I HÆLENE PÅ KONKURRENT

Med i bunden af det danske marked var også GN, der dykkede 6,3 pct. til 169,35 kr., efter at aktien fra morgenstunden ellers blev handlet så højt som 186,80 kr.

Konkurrent Logitech opjusterede tirsdag sine forventninger til 2023/24, men ikke desto mindre faldt tungt på børsen i Zürich, da den tilsyneladende blev ramt af gevinsthjemtagning efter en fremgang på 34 pct. de foregående tre måneder.

Med fremme på det danske aktiemarked tirsdag var ISS og Royal Unibrew, der steg henholdsvis 2,2 pct. og 2,4 pct. til 131,90 og 435,90 kr. Der var ikke nyt fremme.

SLØJT REGNSKAB FRA TOPDANMARK

Fra regnskabsfronten kom der tal fra Topdanmark, og regnskabet var i det store hele skuffende læsning for analytikerne.

Bundlinjen stod på blot 157 mio. kr. mod ventet 238 mio. kr.

Forsikringsaktien faldt 3,0 pct. til 296,80 kr. Desuden mistede Tryg 0,3 pct. til 144,80 kr., mens Alm. Brand, der allerede mandag annoncerede foreløbige resultater for 2023, steg yderligere 1,2 pct. til 12,30 kr. oven på en gevinst på 2,8 pct. mandag.

GREEN HYDROGEN SKUFFER

Også Green Hydrogen Systems kom med regnskabstal, der landede inden for selskabets seneste nedjusterede forventninger. Men 2024-forventningerne vidner om, at 2025-målet næppe er inden for rækkevidde, og selskabet har da også varslet en revidering af sin mellemlange prognose for 2025 senere i år.

Sideløbende fik Green Hydrogen Systems rundbarberet sit kursmål JPMorgan, der skar mere end 72 pct. til 2,30 kr. fra 8,30 kr. Anbefalingen er uændret "undervægt".

Aktien faldt 15,5 pct. til 4,80 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯