Tirsdagens aktier: Novo og Jyske sikrede dansk soloridt

Udgivet den 25-02-2014  |  kl. 17:02  |  

Danmark gav baghjul til alle andre aktieindeks i Europa mandag, hvor investorerne satte turbo på aktierne i især Novo Nordisk og Jyske Bank.

C20 Cap-indekset over topaktierne den københavnske fondsbørs steg til 771,79, svarende til 1,6 pct. højere end mandag og endnu en lukkerekord - årets 20. af slagsen på den 39. handelsdag. Imens var der røde tal i stort set alle toneangivende indeks i Europa.

Novo Nordisk var i fokus fra morgenstunden på grund af to positive analyser fra finanshuse. Nordea løftede sit kursmål til 310 fra 276 kr. og gentog anbefalingen "stærkt køb", med fokus på udmeldinger fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, der renser GLP-1-produkter for mistanken om risiko for kræft i bugspytkirtlen. Samtidig hævede JPMorgan sin anbefaling til "overvægt" fra "undervægt" og øgede kursmålet til 280 kr. fra 180 kr.

Medicinalselskabet kom yderligere i fokus, da konkurrenten Eli Lilly lancerede de første resultater af et studie, der sammenligner diabeteskandidaten Dulaglutide med Novo Nordisks Victoza. Studiet viser, at det ugentlige middel Dulaglutide kan sammenlignes med Victoza, der skal tages dagligt. Ifølge Sydbank er det dog ingen overraskelse, og manglen på yderligere data kan være et godt tegn for Novo-midlets relative styrke.

Alt i alt steg Novo-aktien 5,9 pct. til 261,50 kr. og fortsatte i sit højeste niveau nogensinde.

Jyske Bank var dagens hovedhistorie, efter at banken sent mandag offentliggjorde sine fusionsplaner med BRFKredit.

Også bankens årsregnskab, der blev lagt frem et halvt døgn før tid, roses, men købet af BRFKredit, som Jyske Bank betaler samlet 7,4 mia. kr. for, var helt klart hovedpunktet.

Analytikernes vurdering af købet er dog forskellig. Mens analytikerne i Alm. Brand Markets betegner prisen som attraktiv og kalder sammenlægningen "et godt match", som ikke kræver de store omstruktureringer, er Nordeas aktieanalytiker lidt mere usikker på, hvor stor en gevinst fusionen bliver for investorerne.

- Vores analytiker har ændret sin anbefaling fra "køb" til "hold" efter meddelelsen, og årsagen er, at det kan komme til at tage noget tid, før man kan se, om det rent faktisk bliver en værdiskabende transaktion for de eksisterende aktionærer, forklarer Mikkel Kirkegaard Petersen, der er seniorrådgiver i Nordea.

Men det ændrede ikke på investorernes glæde over aktien, der prægede toppen af C20. Aktien blev handlet hele 10,5 pct. højere til 339,30 kr. af et begejstret aktiemarked.

Uden for C20 fulgte Sydbank med op, da Jyske-BRF-fusionen ifølge nogen kan gøre Sydbank til et opkøbsemne. Aktien steg 5,6 pct. til 150 kr.

SAS måtte tage et tab på 234 mio. skr., fordi flyselskabet har opsagt en kreditfacilitet, som blev skabt i forbindelse med spareprogrammet 4XNG. Opsigelsen sker som følge af salget af 7 mio. præferenceaktier - svarende til 3,5 mia. skr. før emissionsomkostninger. SAS-aktien faldt 1,2 pct. til 16,20 kr. i København.

Salling Bank blev belønnet for et pænt årsregnskab, hvor banken også meldte forventninger om en større bundlinje i 2014. Bankaktien steg 1,8 pct. til 228 kr.

Også DAB kom godt igennem aktiedagen efter aflæggelsen af et årsregnskab. Godt nok var der nedskrivninger for over en halv milliard kr. og et stort tab på bundlinjen for banken i 2013, men udsigterne for 2014 tegner bedre, og investorerne sendte DAB-aktien 4,4 pct. op i kurs 8,25.

Københavns Lufthavn derimod faldt 0,4 pct. til 3098 kr. efter sit årsregnskab, der viste tilbagegang på grund af et stort frasalg i 2012. Formand Henrik Gürtler stopper desuden og ventes erstattet af Lars Nørby Johansen.

I bunden af C20-indekset faldt Carlsberg tungest, efter at bryggeriet ligesom Novo var ramt af en JPMorgan-analyse. Amerikanerne sænkede sin anbefaling af aktien til "undervægt" i stedet for "neutral" og kursmålet til 520 kr. mod tidligere 550 kr., skrev Bloomberg News. Carlsberg-aktien dykkede 2,1 pct. til 576,50 kr.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk