Tirsdagens aviser med Vestas, Normal og Jysk
BØRSEN
INGEN ÅBNING TIL TVANGSLUKKEDE ERHVERV
En række tvangslukkede erhverv må indstille sig på fortsat at holde lukket. Sådan lød budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag aften. Til gengæld må mindre børn komme tilbage i institution og skole fra 15. april. (Forside, side 18-19)
KÆDER FØLER SIG SNYDT FOR HJÆLP
Kæder, der har tvangslukkede butikker, raser over, at de ikke kan få adgang til støttekroner. Regeringen afviser kritikken. (Side 6-7)
REGERINGEN HAR UNDERVURDERET KONSEKVENSEN
Nedlukningen har ramt erhvervslivet hårdere end forventet, mener fintechtopchef, der savner genåbningsstrategi. (Side 9)
REGERINGEN VARSLER HJÆLP TIL IVÆRKSÆTTERE
Erhvervsminister Simon Kollerup garanterer, at en hjælpepakke til iværksætterne er lige på trapperne. (Side 13)
KAPITALFOND MÅ VENTE ENDNU LÆNGERE PÅ ET SALG
Kapitalfonden Polaris kom ind som storaktionær i modetøjsselskabet PWT Group helt tilbage før finanskrisen. Den nuværende coronakrise og de konsekvenser den får for den generelle økonomiske situation, har udskudt kapitalfondens exit endnu en gang. (Side 14)
NORMAL HAR IKKE BETALT HUSLEJE TIL ALLE FOR APRIL
Butikskæden Normal, som ejes af Anders Holch Povlsen, har i de fleste tilfælde ikke betalt husleje for april. (Side 16)
VESTAS-ANALYTIKER OM KURSDYK: AKTIEN ER SENDT FOR LANGT NED
Vestas-aktien er faldet tungt i år, men selskabet står stærkt rustet på den anden side af coronakrisen, mener Sydbank. Aktien er droppet 15 pct. i år, mens C25-indekset er faldet 10 pct. (Side 22-23)
BERLINGSKE BUSINESS
OVERVISMAND SATSER PÅ IS I MAVEN
Overvismand Carl-Johan Dalgaard advarer politikerne mod at satse på akut brandslukning, der samtidig kan skade økonomien på længere sigt, selv om det haster med en redningsaktion. Han opfordrer til en koordineret indsats mellem EU-landene. (Forside, side 4-5)
DIGITAL NICHE FREMME I FORRESTE LINJE
Tusindvis af danske virksomheder lider under coronakrisen, men i virksomheder, der leverer digitale kommunikationsplatforme, som kan bruges på arbejde, i fritiden eller til undervisning, har de mere travlt end nogensinde. På tre uger er markedet modnet tre år. (Side 10-11)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
INVESTORER VIL HAVE TOPCHEFER TIL AT GÅ NED I LØN UNDER CORONAKRISEN
Både internationalt og herhjemme presser investorer og eksperter på for at få topdirektører og bestyrelser til at gå forrest og vise vejen ved at gå ned i løn og udskyde bonusordninger, mens coronakrisen raser. (Forside, side 42-43)
ERHVERVSMINISTER VIL HAVE BANKER TIL AT FORBEDRE CORONAINDSATSEN
Bankerne skal huske samfundssindet, ifølge en reprimande fra erhvervsminister Simon Kollerup til finansinstitutterne. (Side 44)
EKSPORTKREDITTEN VIL BRUGE REKORDRESULTAT TIL RAMTE VIRKSOMHEDER
2019 blev det bedste år nogensinde for EKF Danmarks Eksportkredit. Forventningerne til 2020 er et stort spørgsmålstegn. (Side 40)
TINGENE SKAL LYSNE SNART ELLERS GIVER KRISEN UOPRETTELIGE SKADER HOS JYSK
Jysk er som hele detailbranchen hårdt ramt af coronakrisen, der har stoppet en stor del af salget. Indtil nu klares likviditetskrisen dog med kapital fra egne rækker i den familieejede koncern. (Side 40)
/ritzau/FINANS