Tirsdagens danske avisuddrag med B&O, Mærsk og Tryg
BØRSEN
DONG-UDBRYDERE LANDER 26 MIA. KR. I NY KÆMPEFOND
Copenhagen Infrastructure Partners har rejst en ny fond på 26 mia. kr., og dermed er de såkaldte guldfugle blevet en af verdens største investorer i energiprojekter. (Forsider, 6-7)
B&O AFLIVER BUTIKKER I EUROPA
Bang & Olufsens topchef er klar til at aflive flere europæiske butikker, hvor salget går tilbage for Struerselskabet. Selskabet har planer om at åbne butikker i både USA og Kina, men sådan ser planerne ikke ud for Europa, selskabets klart største marked. (Side 8)
TDC KAN AFNOTERES DA KØBERE RUNDER 90 PCT. AF AKTIERNE
Konsortiet, der vil købe TDC, og består af PFA, PKA, ATP og Maquarie, har nu mere end 90 pct. af telegiganten, som dermed kan afnoteres. (Side 9)
STORBANK INDLEDER PARTNERJAGT PÅ STARTUPS
Landets største bank, Danske Bank, er slået ind på en ny vej i jagten på at forblive en af de mest innovative banker. Derfor indgå storbanken nu et partnerskab med den svenske abonnementstjeneste Minna Technologies. (Side 10)
SPILLEFIRMAET BEDTIME PÅ VEJ I KANEN MED KINESISK TELEGIGANT
Der skulle gå et par år, fra den første kontakt blev skabt, men snart ventes millioner at rulle ind i danske Bedtime med hjælp fra en kinesisk telekæmpe. (Side 13)
NORDEN-TOPCHEF BEKYMRET FOR VERDENSHANDEL
Rederiet Norden mærker faldende priser i kølvandet på den kolde handelskrig mellem USA og Kina. Men man er parat til at tilpasse sig et nyt handelsmønster. (Side 18-19)
LARS LØKKE: BREXIT HAR EN PRIS FOR DANMARK
Danmark ønsker en tæt brexitaftale med Storbritannien, fastslog Lars Løkke Rasmussen, da Theresa May mandag gæstede Danmark. (Side 20)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
MÆRSK FÅR SVÆRT VED AT HOLDE SIT LØFTE TIL AKTIONÆRERNE
A.P. Møller-Mærsk risikerer at måtte opgive et af shippingkoncernens allerhelligste løfter til sine aktionærer. Nemlig at kerneforretningen, containerrederiet Maersk Line, altid vil slå konkurrenterne med flere længder, når det gælder om at tjene penge. (Forside, 6-7)
KÆMPE TOLDSMÆK TRUER FISKEGIGANT
Fiskegiganten FF Skagen har haft rekordomsætning og den næstbedste indtjening nogensinde. Virksomheden har imidlertid modtaget et brev fra Skat om betaling af told på næsten tre års import af fisk. (Side 3)
BYGGEBOOM VÆKKER BEKYMRING I BYGGEBRANCHEN
Entreprenørkoncernen CG Jensen er vokset med godt 30 pct. i 2017. Den meget høje aktivitet i byggebranchen vækker opsigt og bekymring hos topchefen. (Side 9)
BOLIGKÆMPER TAGER CHANCER
Økonomisk vagthund peger på, at nogle af ejendomsmarkedets tungeste spillere igen er begyndt at øge deres gæld. (Side 9)
DEN NYE SILKEVEJ KAN GIVE PAKISTAN EN HELT NY FREMTID
Kina investerer 400 mia. kr. i infrastruktur tværs gennem Pakistan for at få adgang til Det Arabiske Hav og billigere olieforsyninger. (Side 10-11)
BERLINGSKE BUSINESS
DEN GYLDNE MÅGE ÅBNER FLERE RESTAURANTER FOR AT FÅ EN STØRRE BID AF DET DANSKE MARKED
Fastfoodkæden McDonald's har i en årrække oplevet en beskeden vækst i Danmark, men nu sættes der fart på en udvidelse. Om fem år er 20 nye restauranter føjet til porteføljen. (Forside 4-5)
DANSKE BANK UNDER KRITIK: NI MÆND OG KUN ÉN KVINDE I TOPPEN
De største virksomheder i den danske finanssektor er næsten blottet for kvinder på topplan, og Danske Bank er ingen undtagelse. Det beskrives som en "kæmpe udfordring" for branchen. Og særligt storbanken får på puklen efter en omfattende ændring i direktionen i sidste uge. (Forside, 6-7)
ERHVERVSKÆMPER GÅR SAMMEN OM AT UDKLÆKKE IT-TALENTER
En aftale mellem nogle af de største spillere i dansk erhvervsliv skal sikre 500 nye IT-talenter om året. (Side 8)
TRYG JAGTER MILLIARDER PÅ DELEØKONOMI
En ny teknologi presser forsikringsselskabernes lukrative indtjeningskilder, og de må søge nye græsgange inden for andre brancher. Forsikringskæmpen Tryg har netop indgået et samarbejde med delebilskonceptet GoMore. (Side 10-11)
AIRBUS SENDER NY HVIDHVAL AFSTED
Den europæiske flyproducent Airbus er i gang med at lægge sidste hånd på en ganske særlig afløser til en mere end 20 år gammel flymodel. (Side 12)
VERDENSSTJERNE GIVER JBS VOKSEVÆRK
Det seneste årti har den danske undertøjsproducent fået flere berømtheder i stalden. I dag er virksomheden større end nogensinde med navne som Cristiano Ronaldo, Caroline Flemming og Carmen, der har åbnet døre til stadig flere markeder. (Side 14)
FACEBOOKS TRE SVØBER ER SELVSKABTE
Verdens største sociale medie, Facebook, har mistet lige knap 100 milliarder i børsværdi, og problemerne bliver svære at løse. (Side 15)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯