Tirsdagens obligationer: Rentehop på nøgletalsfattig dag

Udgivet den 09-07-2024  |  kl. 17:00  |  

Renterne tikkede op på en tirsdag, der var kemisk renset for nøgletal.

Den med spænding imødesete første redegørelse fra den amerikanske centralbankchef Jerome Powell i Kongressen ændrede ikke den retning, selv om der var udsving i renterne omkring klokken 16, da han begyndt sin tale.

Renten på den tiårige danske statsobligation endte tirsdag i 2,55 pct., som er 5 basispoint højere end mandag.

I sin forberedte tale til Senatet advarede Jerome Powell mod, at økonomien og arbejdsmarkedet kan blive ramt, hvis renten sættes for lidt ned - eller at det sker for sent.

Han sagde også, at sættes renterne ned for tidligt eller for meget, kan det stoppe den nedadgående kurve for inflationen.

- Flere gode data kan styrke vores tillid til, at inflationen bevæger sig mod de 2 pct., siger centralbankens formand til Senatets Bankudvalg.

Powell deltager onsdag også i en høring i komiteen for finansiel service i Repræsentanternes Hus.

Torsdag kommer der også vigtige tal for udviklingen i forbrugerpriserne i juni, og her spås ifølge Bloomberg News en stigning på månedsbasis med 0,1 pct. mod en flad udvikling i maj. På årsbasis ses forbrugerprisernes vækst dog at aftage til 3,1 pct. i juni fra 3,3 pct. i maj.

De kan sparke lidt gang i renterne.

Der var også rentemeldinger fra Europa, hvor den tyske centralbankchef, Joachim Nagel, forvissede om, at Den Europæiske Centralbank, ECB, ikke er på autopilot, når det kommer til pengepolitikken. Samtidig vurderede den italienske kollega Fabio Panetta, at den høje serviceinflation i eurozonen ikke bør være årsag til bekymring.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Seneste nyheder