Tirsdagens obligationer: Rentero i USAs skygge
Den toneangivende danske statsobligation sluttede tirsdag, som den startede på den dag, der igen var præget af den manglende politiske løsning i USA. De amerikanske politikere er ikke kommet nærmere en aftale, der kan genåbne staten. Dermed lurer en potentiel statsbankerot fortsat i baggrunden.
Renten på den toneangivende 10-årige danske statsobligation, 1,5-23eren, lukkede tirsdag i 1,95 pct., det samme niveau som den lukkede i mandag. Fra start steg renten ellers til 1,98 pct., men stigningen gled ud dagen igennem.
I Tyskland steg den toneangivende rente med 2 basispoint til 1,82 pct. mens renterne i Italien og Spanien steg med 6 og 9 basispoint til 4,34 og 4,29 pct.
På nøgletalsfronten skuffede de tyske fabriksordrer i august, da de overraskende faldt med 0,3 pct. på månedsbasis ifølge sæsonkorrigerede tal. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News forudset en stigning på 1,1 pct. efter et fald på 1,9 pct. i juli.
Fra USA kom der tal skuffende tal for tilliden hos mindre virksomheder, da NFIB-indekset faldt til 93,9 for september fra 94 i august. Der var ventet en stigning til 94,3.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk