Tirsdagens obligationer: Stille dag trods positive tolkninger fra fredsforhandlinger
Det danske obligationsmarked gjorde ikke meget væsen af sig tirsdag, hvor renterne i løbet af dagen bevægede sig inden for et ganske snævert spænd.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg med et enkelt basispoint til xxxx pct. i forhold til mandag. Lukkerenten var i øvrigt et basispoint lavere end de indledende obligationshandler fra morgenstunden.
Uden de helt tunge nøgletal i kalenderen var der rettet skarpt på udviklingen i forhandlingerne mellem Rusland og USA, der tirsdag mødtes i Saudi-Arabien for at drøfte en mulig fredsaftale i Ukraine-krigen.
Der var efterfølgende meldinger om enighed mellem de to lande på flere punkter, men mens det blev tolket positivt på aktiemarkederne, fik det ikke den store effekt på obligationsmarkedet.
Fra morgenstunden viste den britiske beskæftigelse en større stigning end ventet, da beskæftigelsen voksede med 107.000 i december, hvilket var mere end dobbelt så højt som økonomernes estimater.
For den britiske centralbank kan udviklingen til gengæld betyde, at beslutningstagerne vil holde igen med fremtidige rentenedsættelser, skrev Bloomberg News.
Fra europæisk side tikkede der op mod middag friske tal ind fra det tyske aktivitetsindeks fra ZEW, hvor de finansielle aktører er blevet mere optimistiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland i februar, end økonomer havde forudset.
Forventningsindekset steg til 26,0 fra 10,3 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til 20,0.
Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, gik en smule frem til minus 88,5 fra minus 90,4. Konsensus var ifølge Bloomberg en endnu mindre fremgang til minus 89,4.
Fra USA viste New York-tillidsindekset, Empire State Manufacturing, i februar en bedre end ventet stigning til 5,7 fra minus 12,6 måneden før. Blandt økonomer var der ventet et indeks på 0, viste tal fra Bloomberg News.
Empire Manufacturing er et månedligt indeks, der dækker over en rundspørge blandt producenter i staten New York.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯