Topdanmark Q3: Justerer forventningerne - NY

Udgivet den 19-11-2013  |  kl. 12:14  |  

Forsikringskoncernen Topdanmark opjusterer forventningerne til 2013 i regnskabet for tredje kvartal.

Nettooverskuddet ekskl. afløbsudgifter - den såkaldte modelmæssige resultatprognose - ventes nu i intervallet 1300-1400 mio. kr.

Tidligere ventede Topdanmark i 2013 et overskud på den post på 1250-1350 mio. kr. efter seneste opjustering ved halvårsregnskabet. I 2012 tjente Topdanmark 561 mio. kr. efter skat.

Opjusteringen kommer på trods af udgifterne til den storm, der ramte Danmark 28. oktober.

- Stormen 28. oktober forventes at medføre skadeudgifter efter genforsikringsdækning på op mod 200 mio. kr., skriver forsikringsselskabet i regnskabet.

Den modelmæssige resultatprognose viser på hvilket niveau resultatet ventes at lande, såfremt en række forudsætninger om afkastet på de finansielle markeder opfyldes.

Forsikringskoncernens combined ratio ventes at lande på 91-92 mod tidligere 90-91 og 88,1 i 2012. Årsagen til den højere combined ratio er, at udgifterne til skader fra stormen har hævet combined ratio med 2,2 pct. i 2013, skriver Topdanmark.

Topdanmark venter fortsat en præmievækst på 1-2 pct. i skadesforsikring.

I 2012 var bruttopræmierne fra skadesdelen på 8759 mio. kr. I livsforsikring ventes en tilbagegang i de løbende præmier på 0-3 pct.

Næste år venter Topdanmark en præmievækst på 2-3 pct. og en combined ratio på 91-92, skriver selskabet.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk