Torm-direktør: Urolige markeder ventes at forsætte

Udgivet den 11-05-2023  |  kl. 12:09  |  
Arkiv: Foto

Kapaciteten på tankmarkeder er spændt stramt ud, efter at EU og G7-landene har indført forbud mod import af russisk olie. Det sender tankskibene ud på længere ruter og giver et stærkt marked - men også et, der er præget af høj volatiltet.

Det siger Torms administrerende direktør Jacob Meldgaard i forbindelse med rederiets regnskab for første kvartal.

- Det er et stærkt marked, men markedet vil være meget sensitivt over for små ændringer i udbud og efterspørgsel. Der vil være store prishop, og hvis man kigger på det isoleret set fra den ene dag til den anden, så vil det kunne virke voldsomt, siger han til MarketWire.

Han nævner som eksempel, at Torm på visse markeder har oplevet tankrater på 10.000 dollar den ene uge, der så to uger senere ligger på 80.000 dollar.

- Når kapacitetsudnyttelsen er tæt på 100 pct., så vil selv små ændringer i udbud og efterspørgsel kunne gøre, at man rutsjer meget op og ned i prisfastsættelsen, siger Jacob Meldgaard.

Det fordelagtige marked lader sig også klart aflæse på bundlinjen i Torms kvartalsregnskab, der viste et markant overskud på 153,6 mio. dollar mod blot 10,4 mio. dollar i samme kvartal sidste år.

Rederiets gennemsnitlige rater på tværs af flåden steg i kvartalet til 41.717 dollar mod 16.743 dollar i første kvartal året forinden.

Torm har også arbejdet på at udvide rederiets egen kapacitet og har i løbet af kvartalet fået syv nye skibe ind i folden, mens yderligere tre ventes leveret inden udgangen af maj.

Jacob Meldgaard udelukker ikke, at der kan komme flere til, men som udgangspunkt er han tilfreds med antallet af skibe.

- Det er klart, at det er en integreret del af at drive et rederi, at man hele tiden kigger på sin kapacitetssammensætning. Vi når nu op på at have 88 skibe, og det er vi trygge ved. Det dækker fint den kundeefterspørgsel vi ser, men vi vil selvfølgelig hele tiden se på mulighederne for enten at få yderligere tonnage eller sælge fra.

RECESSIONSFRYGT AFTALER MEN BANKER SPØGER

Som tankrederi er Torm i sagens natur afhængig af, at de makroøkonomiske tandhjul kører, og at efterspørgslen på alt fra biler til flyrejser og plastik ikke forsvinder.

Mens udsigten til en hård recession - og dermed faldende forbrug - ser ud til at være mindsket, er der stadig andre risici, der skal tages højde for.

- Det, der er kommet lidt op, er håndteringen af banksektoren i USA. Det er ikke så meget, om der er et par banker mere, der er nødt til at gå gennem en restrukturering, men mere om det er et udtryk for noget mere fundamentalt i den amerikanske økonomi. Det er lidt for tidligt at sige, men jeg synes ikke, at man kan helt se bort fra, at der stadig er usikkerhed omkring, hvad det her indikerer, siger Jacob Meldgaard.

Han understreger, at hans basisscenarium er, at den amerikanske regering og centralbank har styr på situationen.

Det udgør dog stadig en risiko, vurderer han.

- Det, vi kigger på, er jo, om det ultimativt vil få en negativ effekt på forbruget. Vi er jo afhængige af den økonomiske aktivitet, der ligger hos forbrugeren.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder