TORM plc Årsrapport 2020
"Jeg er meget tilfreds med at vores One TORM integrerede operationelle platform sikrede TORM et solidt EBITDA på USD 272 mio. og betydelige udlodninger til vores aktionærer på i alt USD 71 mio. i 2020. Det er endvidere glædeligt, at vores fortsatte miljøindsats har betydet, at vi har formået at reducere vores relative udledning af drivhusgasser med 22% siden 2008, og banet vej for opfyldelsen af vores ambitiøse mål om en reduktion på 40% i 2030" udtaler Executive Director Jacob Meldgaard.
I 2020 opnåede TORM et EBITDA på USD 272 mio. (2019: USD 202 mio.). Resultat før skat for 2020 udgjorde USD 90 mio. (2019: USD 167 mio.). Det korrigerede nettoresultat blev USD 122 mio. (2019: USD 51 mio.) og det korrigerede afkast af investeret kapital (RoIC) blev 9,3% (2019: 5,2%).
For helåret 2020 opnåede TORM TCE-rater på USD/dag 19.800 (2019: USD/dag 16.526). I første halvår oplevede vi historisk høje produkttankrater skabt af de store markedsforstyrrelser som følge af COVID-19 og OPEC+ oliepriskrigen. I andet halvår vendte markedet, og påvirket af kraftige træk på de globale olielagre faldt produkttankraterne i takt med, at olielagrene normaliseredes.
I 2020 bestilte TORM to LR2-nybygninger, købte to MR-skibe bygget i 2010 og solgte otte ældre skibe. De to LR2-nybygninger bliver efter planen leveret i fjerde kvartal 2021 og første kvartal 2022. Et af MR-skibene bygget i 2010 blev leveret i 2020, og det andet er leveret i januar 2021. TORM fik endvidere i 2020 leveret fire skibe i forbindelse med nybygningsprogrammet. TORMs ordrebog bestod pr. 31. december 2020 af de to LR2-nybygninger og det sidste af de to MR-skibe bygget i 2010. Udestående investeringer inklusive omkostninger til installation af scrubbere udgjorde i alt USD 101 mio.
TORMs skibssalg omfattede to LR2-skibe og seks MR-skibe til et samlet vederlag på USD 77 mio. Skibene blev leveret til deres nye ejere i 2020, og TORM har i forbindelse med salgene afdraget gæld på USD 41mio. Pr. 31. december 2020 bestod TORMs flåde af 64 egne skibe, otte skibe på sale and leaseback-aftaler, to skibe i ordre og ét brugt skib, som endnu ikke var blevet leveret til TORM.
I første kvartal af 2021 har TORM indgået aftale om køb af otte MR-produkttankskibe bygget i 2007-2012 til en samlet kontantbetaling på USD 82,5 mio. samt udstedelse af 5,97 mio. aktier. Betinget af færdiggørelsen af dokumentationen, har TORM sikret finansiering på op til USD 94 mio. for skibene, som efter planen bliver leveret til TORM i andet og tredje kvartal 2021.
TORM har under COVID-19-pandemien fuldt opretholdt en velfungerende drift takket været One TORM-platformen, og i særdeleshed takket være en ekstraordinær og meget professionel indsats fra vores besætning ombord på skibene. Selv om besætningsskift fortsat er en udfordring som følge af rejseforbud og karantæneregler i en række lande rundt om i verden, har TORM reduceret andelen af søfarende med udløbne kontrakter fra omkring 35% i maj og juni til det nuværende niveau på 1% af den samlede besætning på skibene. TORM er meget tilfreds med denne bedrift og har fortsat stort fokus på vores søfarendes sikkerhed og velfærd, især under COVID-19-pandemien.
TORM har refinansieret gæld på USD 602 mio. og alle væsentlige løbetider er forlænget til 2026 eller senere. I første kvartal 2020 gennemførte TORM en refinansiering af fire lånefaciliteter og en eksisterende revolverende kreditfacilitet. Lånefaciliteterne og den revolverende kreditfacilitet blev erstattet af to separate lånefaciliteter og en ny revolverende kreditfacilitet på samlet op til USD 496 mio.
TORM har i fjerde kvartal refinansieret den eksisterende facilitet med Danmarks Skibskredit med en ny sikret senior facilitet på USD 180 mio. vedrørende ti skibe, inklusive de to MR-skibe indkøbt i fjerde kvartal. I forbindelse med denne transaktion blev USD 35 mio., som dækker finansieringen af fem skibe refinansieret i den eksisterende facilitet hos Hamburg Commercial Bank. Endelig har TORM opnået finansiering på USD 12 mio. vedrørende installation af scrubbere og behandlingssystemer til ballastvand på fire skibe. Efter refinansieringen har TORM forlænget alle væsentlige låns indfrielse til 2026, og der foretages alene planlagte afdrag i perioden, hvilket understøtter Selskabets økonomiske fleksibilitet.
I forbindelse med refinansieringen er der i faciliteten med Danmarks Skibskredit inkluderet en prismekanisme, hvor prisen er forbundet med CO2-udledningen. Aftalens prismekanisme er fastlagt således, at prisen afhænger af den årlige reduktion i CO2-udledningen, hvilket er i tråd med TORMs og den International Maritime Organisations målsætning om en 40% reduktion i udledningen af drivhusgasser i 2030. Den fastlagte KPI og målsætningen for dekarbonisering er i overensstemmelse med Poseidon Principles - den globale ramme, som en række ledende finansielle institutioner vurderer klimaaftrykket fra deres skibsfinansieringsporteføljer ud fra. Aftalen er TORMs første låneaftale, hvor prisen på lånet er forbundet med TORMs CO2-udledning.
Pr. 31. december 2020 udgjorde TORMs tilgængelige likviditet USD 268 mio., bestående af USD 136 mio. i likvide beholdninger og sikkerhedsstillede likvide beholdninger samt USD 132 mio. i uudnyttet finansiering og sikkerhedsstillede faciliter. I uudnyttet finansiering indgår arbejdskapitalsfaciliteten med USD 45 mio., USD 76 mio. i finansiering i form af sale and leaseback-aftaler og USD 11 mio. i finansiering relateret til installation af scrubbere og behandlingssystemer til ballastvand. De likvide beholdninger og sikkerhedsstillede likvide beholdninger inkluderer USD 46 mio. i bunden likviditet, primært relateret til sikkerhedsstillelse for finansielle instrumenter. Pr. 31. december 2020 udgjorde den nettorentebærende gæld USD 713 mio., og TORM havde en skønnet nettobelåningsgrad (LTV) på 51%.
TORM har forpligtet sig til at installere 50 scrubbere, og pr. 1. marts 2021 er antallet af installerede scrubbere 46. De resterende fire scrubbere forventes at blive installeret i 2021 og første kvartal 2022, herunder de to scrubbere på LR2-nybygningerne.
Baseret på mæglervurderinger havde TORMs flåde inklusive nybygninger en markedsværdi på USD 1.585 mio. pr. 31. december 2020. TORMs skønnede indre værdi (NAV) eksklusive charterforpligtelser var USD 801 mio., svarende til en indre værdi pr. aktie på USD 10.8 (DKK 65,3). TORMs egenkapital udgjorde pr. 31. december 2020 USD 1.017 mio., svarende til en indre værdi pr. aktie på USD 13,6 (DKK 82,3).
Den bogførte værdi af TORMs flåde var USD 1.723 mio. pr. 31. december 2020 eksklusive udestående afdrag på de to LR2-nybygninger og MR-skibet bygget i 2010 på i alt USD 101 mio.
TORM har pr. 31. december 2020 foretaget en værdiforringelsestest af genindvindingsværdien af de væsentligste aktiver. På baggrund heraf har ledelsen besluttet at nedskrive TORMs to Handysize-skibe med i alt USD 5.5 mio. Der blev ikke konstateret noget nedskrivningsbehov for TORMs LR2-, LR1- og MR-skibe, da nytteværdien er på niveau med bogført værdi pr. 31. december 2020.
På den ordinære generalforsamling i 2020 blev Annette Malm Justad valgt til bestyrelsen som afløser for Torben Janholt. Anette Malm Justad har mere end 20 års ledelseserfaring og har tidligere været administrerende direktør for bl.a. Eitzen Maritime Services ASA.
Som supplement til Årsrapporten og TORMs CSR-rapport har TORM for første gang offentliggjort en særskilt ESG-rapport for at lette adgangen til specifikke oplysninger om selskabets miljø-, samfunds- og ledelsesmæssige forhold. ESG-rapporten dokumenterer resultaterne af TORMs arbejde med miljømæssige forhold, vores opbakning til FN's verdensmål for bæredygtig udvikling, herunder samfunds- og ledelsesmæssige forhold, og vores målsætninger for 2030 og fremefter.
Pr. 31. december 2020 var 28% af de samlede indtjeningsdage i 2021 afdækket til USD/dag 15.049. Pr. 23. februar 2021 udgjorde afdækningen af de samlede indtjeningsdage i første kvartal 2021 85% til USD/dag 12.914. For de enkelte segmenter var afdækningen henholdsvis 89% til USD/dag 16.506 for LR2, 67% til USD/dag 13.430 for LR1, 88% til USD/dag 12.355 for MR og 84% til USD/dag 6.725 for Handysize.
TORM har udbetalt i alt USD 72 mio. i 2020 i form af dividender og aktietilbagekøb, hvilket dækker indtjeningen i andet halvår 2019 og første halvår 2020. Hovedparten af udbyttet blev udbetalt i september 2020, hvor TORM udbetalte ordinært udbytte på USD 63 mio., svarende til USD 0,85 pr. aktie. I overensstemmelse med Selskabets udlodningspolitik svarede udlodningen til 50% af nettoresultatet i første halvår 2020.
Nettoresultatet for andet halvår 2020 var et underskud på USD -39 mio., og i overensstemmelse med TORMs
udlodningspolitik har bestyrelsen besluttet ikke at udbetale udbytte for denne periode.
TELEFONKONFERENCE OG WEBCAST
TORM afholder en telekonference for investorer og finansanalytikere i dag kl. 9:00 dansk tid, svarende til kl. 3:00 EST. Interesserede kan deltage ved at ringe på tlf. +45 3272 0417 (eller +1 646 741 3167 fra US) mindst ti minutter før telefonkonferencens start for at sikre forbindelse og oplyse følgende kode: 3627758. Præsentationen kan downloades fra https://investors.torm.com. Konferencen vil også blive vist som live webcast via TORMs hjemmeside https://investors.torm.com. Deltagere bedes tilmelde sig på hjemmesiden ca. ti minutter før webcastets start.
KONTAKT | TORM plc |
Jacob Meldgaard, Executive Director, tlf.: +45 3917 9200 | Birchin Court, 20 Birchin Lane |
Kim Balle, CFO, tlf.: +45 3917 9285 | London EC3V 9DU, Storbritannien |
Morten Agdrup, IR, tlf. +45 3917 9249 | Tlf.: +44 203 713 4560 |
Finn Bjarke Petersen, IR, tlf.: +45 3917 9225 | www.torm.com |
OM TORM
TORM er en af verdens førende transportører af raffinerede olieprodukter. Rederiet driver en samlet flåde på ca. 80 moderne skibe med høje krav til sikkerhed, miljøansvar og kundeservice. TORM blev grundlagt i 1889. Selskabet har aktiviteter i hele verden. TORM er børsnoteret på NASDAQ Copenhagen og på NASDAQ New York (symbol: TRMD A og TRMD). For yderligere oplysninger, se venligst www.torm.com.
SAFE HARBOR FREMADRETTEDE UDSAGN
Emner behandlet i denne meddelelse kan indeholde fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn i denne pressemeddelelse afspejler vores nuværende syn på fremtidige begivenheder og finansiel præstationsevne og kan omfatte udtalelser vedrørende planer, mål, strategier, fremtidige begivenheder eller præstationsevne og underliggende forudsætninger og andre udsagn end udsagn om historiske fakta. Ord og vendinger som "mener", "forventer", "har til hensigt", "skønner", "forudser", "planlægger", "mulig", "kan", "kunne", "afventer" og lignende angiver generelt, at der er tale om fremadrettede udsagn.
De fremadrettede udsagn i denne meddelelse er baseret på en række forudsætninger, hvoraf mange igen er baseret på yderligere forudsætninger, herunder, men ikke begrænset til, ledelsens behandling af historiske driftsdata, data indeholdt i vores databaser, samt data fra tredjeparter. Selv om Selskabet mener, at disse forudsætninger var rimelige, da de blev udformet, kan Selskabet ikke garantere, at det vil opnå disse forventninger, idet forudsætningerne er genstand for væsentlige usikkerhedsmomenter, der er umulige at forudsige og er uden for vores kontrol.
Vigtige faktorer, der efter vores mening kan medføre, at resultaterne afviger væsentligt fra dem, der er omtalt i de fremadrettede udsagn, omfatter verdensøkonomiens og enkeltvalutaers styrke, generelle markedsforhold, herunder udsving i charterrater og skibsværdier, varigheden og omfanget af COVID-19-pandemien, herunder dens indflydelse på efterspørgslen efter olieprodukter samt transporten deraf, vores kunders drift og vores forretning generelt, ændringer i efterspørgslen efter "ton-mil" på olie fragtet med olietankere og ændringer i efterspørgslen efter tankskibskapacitet, effekten af ændringer i OPECs produktionsniveau og det globale forbrug og oplagring af olie, ændringer i efterspørgslen, der kan påvirke timecharterers holdning til planlagt og ikke-planlagt dokning, ændringer i TORMs driftsomkostninger, herunder bunkerpriser, doknings- og forsikringsomkostninger, ændringer i reguleringen af skibsdriften, herunder indgreb foretaget af regulerende myndigheder, muligt ansvar fra verserende eller fremtidige søgsmål, generelle politiske forhold, såvel nationalt som internationalt, potentielle trafik- og driftsforstyrrelser i shippingruter grundet ulykker, politiske begivenheder, herunder handelskrige, eller terrorhandlinger.
I lyset af disse risici og usikkerheder, bør man ikke lægge for stor vægt på de fremadrettede udsagn i denne meddelelse, fordi de er udsagn om begivenheder, som ikke med sikkerhed vides at forekomme, som beskrevet eller overhovedet. Disse fremadrettede udsagn er ikke garantier for vores fremtidige indtjening, og vores resultater og fremtidige udvikling kan variere væsentligt fra forventningerne i de fremadrettede udsagn.
Selskabet påtager sig ingen forpligtelse til at offentliggøre eventuelle ændringer til disse fremadrettede udsagn, som afspejler begivenheder eller omstændigheder efter datoen for offentliggørelsen, eller at afspejle forekomsten af uventede begivenheder, undtaget i det omfang det kræves af gældende lov eller bestemmelse.
Vedhæftede filer
04-2021 - TORM plc Årsrapport 2020 - DK Annual Report 2020_web
\Hugin
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›