Torsana ændrer navn til Victoria Properties
Torsana A/S besluttede på sin generalforsamling i dag at selskabet ændrer sit navn til Victoria Properties A/S. Det fremgår af en børsmeddelelse. Samtidig ændrer selskabet adresse fra Nivå til København.
Det blev også besluttet af forhøje selskabets aktiekapital uden fortegningsret til selskabets aktionærer. Endelig blev vedtaget at sælge de fleste af selskabets datterselskaber og aktiver til Juel Nielsen Holding A/S ved Torsana's (Victoria Properties') adm. direktør Steen Juel Nielsen.
Selskabets hidtidige bestyrelse fratrådte som en naturlig følge af den på generalforsamlingen vedtagne transaktion. Generalforsamlingen valgte enstemmigt ny bestyrelse som indstillet.
Bestyrelsen består herefter af: Claus Colliander (formand), Mads Clausen, Bendt Wedell, Sebastian Christmas Poulsen og Lars Skanvig.
Der blev stillet enkelte afklarende spørgsmål fra aktionærerne, herunder til størrelsen af det skattemæssige underskud, der blev oplyst til ca. 76 mio. kr.
Der blev under generalforsamlingen af en aktionær rejst indsigelse mod generalforsamlingens lovlighed samt vedrørende fravigelse af fortegningsretten. Dirigenten afviste indsigelserne med henvisning til vedtægterne og aktieselskabsloven.