Torsdagens aktier: Vestas og FLSmidth til tops i positivt marked
Det danske C20 Cap-indeks lukkede torsdag med en stigning på 0,9 pct. til 584,11, hvor Vestas fortsatte den seneste tids positive udvikling og lukkede i det højeste niveau i mere end et år. Blandt sidepapirerne var der kurstæv til Unibrew, som satser stort med et opkøb af finske Hartwall samt til G4S, der blev anklaget for at have fusket med faktureringen af kriminelle med fodlænker.
- Efter udmeldingerne fra diverse centralbanker er optimismen tilbage i markedet. Vi ligger bredt i plus i Europa, og vi forventer at en positiv afsmittende effekt på de amerikanske markeder på åbningen. De ugentlige jobtal fra det amerikanske arbejdsmarked var lidt svagere end ventet, men det er ikke noget der har kunnet rykke ved den positive stemning på aktiemarkederne, skrev Nordea før den amerikanske åbning.
Royal Unibrew endte 6,8 pct. lavere i kurs 510 kr. efter Danmarks næststørste bryggeri har købt Finlands næststørste bryggeri, Hartwall, for 2,8 mia. kr. baseret på en Enterprise Value på 3,3 mia. kr. Sydbank skrev, at købet betyder, at investeringscasen i Royal Unibrew i de kommende 1-2 år er vendt totalt på hovedet - fra en stabil udbytteinvestering til en periode med integrations- og eksekveringsrisici. Yderligere pointerer Sydbank, at købet ikke er et røverkøb sammenlignet med niveauet i bryggeriindustrien.
A.P. Møller - Mærsk lukkede torsdag med en stigning på 1,7 pct. i 44.400 kr. efter finanshuset Citigroup løftede sin anbefaling på aktierne i A.P. Møller - Mærsk til neutral fra tidligere sælg med kommentaren om, at risici forbundet til indtjeningen er aftaget. Finanshuset lagde særlig vægt på, at spotmarkedsaktiviteten peger på en større indledende succes med rateforhøjelsen 1. juli end tidligere ventet. Yderligere løftede Alm. Brand Markets også anbefalingen på aktien til neutral fra tidligere sælg, mens kursmålet fik et løft til 47.000 kr. fra 40.000 kr.
FLSmidth steg 2,8 pct. til 273,50 kr., idet hele råvaresektoren var understøttet af kommentarerne i onsdagens sene tale fra centralbankchef Ben Bernanke, hvori han udtalte, at den amerikanske økonomi fortsat har behov for stimuli. Det norske finanshus DNB samt det svenske finanshus ABG Sundal Collier sænkede dog begge deres kursmål på aktien.
Vestas steg 3,6 pct. til 93 kr. efter vindmølleproducenten onsdag afholdt en jobmesse på vindmølletårnfabrikken i Pueblo i USA, hvor Vestas sigter på at nå fuld produktionskapacitet i 2014.
Pandora endte 1,4 pct. højere i 223 kr. Alm. Brand Markets hævede kursmålet på Pandora-aktien til 250 kr. fra 215 kr., mens anbefalingen køb bliver fastholdt.
G4S dykkede 5,8 pct. til 18,45 kr. efter den dansk/britiske sikkerhedskoncern blev beskyldt for sammen med konkurrenten Sercom, at have overfaktureret for overvågning af kriminelle med fodlænker, som var afgået ved døden. Chris Grayling fra de juridiske myndigheder i Storbritannien udtalte, at der kan være tale om en overfakturering i størrelsesorden over 10 mio. pund.
TDC steg 0,4 pct. til 47,40 kr. Det amerikanske finanshus Goldman Sachs tilføjede aktierne i TDC til sin foretrukne købsliste. Finanshuset har i forvejen en købsanbefaling på aktien og et kursmål på 57,00 kr.
Tryg lukkede 1,1 pct. højere i 513 kr. efter onsdagen regnskab løftede Danske Markets kursmålet på aktien til 630 kr. fra 570 kr. Finanshuset fremhævede, at den underliggende forbedring fortsætter og der peges på, at en forrentning af egenkapitalen på 20 pct. ser realistisk ud begyndende fra 2014 og 2015. Nordea Markets løftede sit kursmål på aktien med 15 kr. til 560 kr.
DFDS endte torsdagen med en stigning på 2,5 pct. i 365 kr. Rederiet købte 100 pct. af aktiekapitalen i det svenske logistikselskab Karlshamn Express samt de resterende 50 pct. af aktiekapitalen i det associerede selskab Karlshamn Express Baltic SIA. Karlshamn Express havde i 2012 en samlet omsætning på 225 mio. skr. og har ca. 100 ansatte.