Torsdagens internationale avisuddrag med Tesla og Exxon
FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM):
EU FRYSER STORBRITANNIEN UDE AF NYE KONTRAKTER
EU-toppen i Bruxelles er begyndt at fryse britiske firmaer ude fra kontrakter i milliardklasen. Et internt memo fra højtstående embedsmænd ved EU-Kommissionen beder ansatte om at undgå "unødige komplikationer" før 2019, allerede før Storbritannien forlader unionen. (BRUSSELS START TO FREEZE BRITAIN OUT OF EU CONTRACTS)
OLIEPRISEN DALER MOD 50 DOLLAR PER TØNDE
En uventet stigning i de amerikanske olielagre onsdag har sendt prisen på WTI-olien ud på en rutsjetur på godt 4 pct. Prisen bundede ud lige omkring 50 dollar per tønde. (OIL SLIDES TOWARD $50 AS STOCKPILES SHOW UNEXPECTED SPIKE)
RUSSISKE OLIE- OG GASSELSKABER KIGGER MOD NORD
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har opfordret russiske olie- og gasselskaber, der er ramt af vestlige sanktioner, til at udvikle ekspertise i at lede efter fossile brændstoffer i Arktis. (RUSSIAN ENERGY COMPANIES EMBARK ON AN ARCTIC ENTERPRISE)
EMIRATES SKRUER NED FOR AMERIKANSKE RUTER
Emirates, et af verdens største langdistanceflyselskaber, har skruet ned for antallet af ruter til USA, efter at de nye sikkerhedsregler implementeret under Donald Trump har dæmpet efterspørgslen. (EMIRATES CUTS BACK ON FLIGHTS TO US AFTER HEIGHTENED SECURITY)
WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM):
FYRET TOPCHEF SENDTE KRAFTIG HENTYDNING TIL AKTIVISTISK INVESTOR
Klaus Kleinfeld er blevet fyret som administrerende direktør hos Arconic efter pres fra den aktivistiske investor Elliott Management. Han har sendt et brev til selvsamme investor med referencer til Elliott-grundlæggerens "legendariske" fester. (OUSTED ARCONIC CEO SENT A VAGUE THREAT TO ACTIVIST HEDGE-FUND BOSS)
EXXON SØGER OM UNDTAGELSE FRA SANKTIONER
Oliegiganten Exxon har anmodet om en undtagelse fra de amerikanske sanktioner mod Rusland for at kunne fortsætte sit joint venture med russiske Rosneft. Anmodningen er sendt til USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, der også er tidligere Exxon-topchef. (EXXON SEEKS U.S. WAIVER TO RESUME RUSSIA OIL VENTURE)
AMERICAN EXPRESS HAVDE MINDRE TILBAGEGANG END VENTET
American Express kom ud af første kvartal med en tilbagegang i overskuddet til 1,2 mia. dollar fra 1,4 mia. Selskabet har mistet sit samarbejde med varehusgiganten Costco, men tilbagegangen var ikke helt så stor som forventet. (AMERICAN EXPRESS RESULTS DECLINE LESS THAN EXPECTED)
THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK):
IMF: BREXIT ER EN RISIKO FOR GLOBAL STABILITET
Den Internationale Valutafond (IMF) advarer om, at det uforudsigelige resultat af brexit kan være en risiko for den globale finansielle stabilitet, der i forvejen er udfordret af Kinas kreditboble, svage europæiske banker og forgældede amerikanske selskaber. (BREXIT'S UNPREDICTABLE OUTCOME POSES RISK TO GLOBAL STABILITY, SAYS IMF)
THE INDEPENDENT (WWW.INDEPENDENT.CO.UK):
UBER ØJNER EUROPÆISK VÆKST TRODS DANSK EXIT
Uber ser muligheder for at udvide i EU på trods af nedlukningen i Danmark og potentielt strengere regler fra en EU-domstol. Antallet af passagerer i årets første tre måneder er femdoblet på to år, siger Uber. (UBER EYES EU EXPANSION DESPITE A SET BACK IN DENMARK)
HSBC NÆGTER AI WEIWEI BANKKONTO
Den kinesiske kunstner Ai Weiwei fik ikke lov at åbne en personlig bankkonto hos HSBC i Hongkong. Kunstneren mener selv, at det skyldes politiske årsager, hvilket HSBC nægter. I 2015 nægtede Lego at udlevere en større sending klodser til Ai Weiwei til et projekt med en politisk agenda. (HSBC REFUSES TO OPEN BANK ACCOUNT FOR CHINESE DISSIDENT AI WEIWEI)
DAGENS INDUSTRI (WWW.DI.SE):
TESLA I SLAGSMÅL MED TYSK FAGFORBUND
Tesla og Elon Musk er røget i konflikt med det tyske fagforbund IG Metall. Fagforbundets krav om en kollektiv aftale for de ansatte ved den tyske robotenhed Grohmann Engineering er blevet afvist, og Tesla skriver i et brev, at IG Metall ikke deler Teslas vision om at fremskynde overgangen til grøn energi. (TESLA-VD KRITISERAR TYSKT FACKFÖRBUND EFTER STREKJHOT)
/ritzau/FINANS
Tags: Newspaper - Internat❯