Trifork-aktionærer modtager pligtmæssigt købstilbud
Trifork Holding, som ejer 66,87 pct. af aktierne i software udviklingsvirksomheden Trifork A/S, fremsætter, som der tidligere er blevet annonceret planer om, et pligtmæssigt købstilbud til de øvrige aktionærer i det børsnoterede Trifork.
I henhold til tilbuddet tilbydes de øvrige aktionærer at ombytte deres eksisterende Trifork-aktier med aktier i det nye Trifork Holding - eller at sælge deres aktier mod en kontant betaling på 13,6 kr. per aktie. Bag tilbuddet står ledelsen og storaktionærerne i Trifork A/S, der vil afnotere selskabet fra børsen i København og fortsætte aktiviteterne i det nystiftede schweiziske selskab Trifork Holding AG.
Manøvren kræver dog mere end 90 pct. af aktierne og stemmerne i selskabet. Inklusive bindende tilsagn kontrollerer Trifork Holding på nuværende tidspunkt 83,9 pct. af aktierne i Trifork A/S.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk