Tryg-B's Kompas i samarbejde med russisk selskab
København--13. marts--NetPosten--Kompas Rejseforsikring, der har været en del af Tryg-Baltica siden 1982, har indgået en aftale med det russiske forsikringsselskab Industrial Insurance Company, oplyser Tryg-Baltica.
Aftalen betyder, at kunderne trygt kan rejse til Rusland og vide, at deres rejseforsikring fortsat dækker 24 timer i døgnet i tilfælde af sygdom eller tilskadekomst.
- Vi har som bevis på vores forsikringsaftale udarbejdet et brev vedhæftet et forsikringskort, som den rejsende skal fremvise ved den russiske grænse. På forsikringskortet står, hvordan kunderne og hospitalerne skal forholde sig ved sygdom og tilskadekomst og hvordan man kontakter Industrial Insurance Company og Kompas, forklarer administrerende direktør i Kompas Rejseforsikring, Peter Boesen.
Baggrunden for den nye aftale er, at Danmark den 25. marts 2001 træder ind Schengen-samarbejdet. Samarbejdet, der er indgået mellem de fleste EU-lande, går ud på at skabe åbne indre grænser landene imellem. Det betyder, at det samarbejde, vi i dag kender fra de nordiske lande med pasunionen, nu også gælder for landene i Schengen-samarbejdet.
Bortset fra Danmark stiller Schengen-landene krav til Rusland om, at borgere ved indrejse skal være forsikret mod sygdom og tilskadekomst i et godkendt forsikringsselskab i det pågældende Schengen-land. Stillet over for dette krav har Rusland fremsat et tilsvarende krav over for landene i Schengen-samarbejdet. Kravet gælder for alle erhvervsrejser samt for ferierejser, der ikke er dækket af Den Offentlige Rejsesygesikring.
Kompas Rejseforsikring er Danmarks næststørste rejseforsikringsselskab og tilbyder forsikring til både ferierejser, forretningsrejser og udstationering.