Tunge tyske delstater oplevede klart faldende inflation i november

Udgivet den 29-11-2023  |  kl. 10:10  |  

Det tikker onsdag ind med forbrugerpristal fra de tyske delstater i november, hvilket til eftermiddag munder ud i et samlet foreløbigt samlet tysk inflationstal for måneden.

Foreløbigt er der kommet tal for blandt andet den mest folkerige tyske delstat, Nordrhein-Westfalen, hvor inflationen i november igen bremsede op.

Forbrugerpriserne faldt på månedsbasis med 0,3 pct. i november sammenlignet med et fald på 0,1 pct. måneden før.

På årsbasis steg forbrugerpriserne med 3,0 pct. sammenlignet med 3,1 pct. i oktober, og der var dermed tale om en afmatning i inflationen på 0,1 pct.point.

Det samlede tyske inflationstal kommer klokken 14 og ventes at vise et dyk i inflationen til 3,5 pct. fra 3,8 pct. i oktober.

Dermed aftog inflationen i Nordrhein-Westfalen mindre, end de samlede forventninger til Tyskland indikerer.

Ifølge Bloomberg News har udviklingen i forbrugerpriserne i Nordrhein-Westfalen ikke afveget mere end 0,45 pct.point fra de nationale forbrugerpriser i de seneste godt 20 år.

Dermed er tallet normalt en god indikator for den samlede udvikling i Europas største økonomi.

Til gengæld var der kraftige fald i inflationen i et par af de andre tunge delstater - Bayern og Baden-Württemberg - der rangerer som nummer to og tre på listen over de mest folkerige delstater.

I Bayern, der har Tysklands tredjestørste by, München, som hovedstad, aftog inflationen således kraftigt til 2,8 pct. fra 3,7 pct. i oktober, mens prisstigningerne i Baden-Württemberg på årsbasis aftog med et helt pct.point til 3,4 pct. i november fra 4,4 pct. i oktober.

Hessen, der er hjemsted for Frankfurt, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) holder til, oplevede en aftagende inflation til 2,9 pct. fra 3,6 pct. i oktober.

Dermed kan noget samlet set også tyde på, at inflationen i Tyskland kan overraske positivt i opgørelsen klokken 14.

Overblik over inflationsudviklingen i de delstater, der har rapporteret tal:

Delstat Inflation i november (%) Inflation i oktober (%)
Nordrhein-Westfalen 3,0 3,1
Bayern 2,8 3,7
Baden-Württemberg 3,4 4,4
Hessen 2,9 3,6
Brandenburg 4,1 4,6
Sachsen 3,9 4,5

Kilde: Bloomberg News

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  Tyskland❯