Tyskland/Sydbank: Venter kun mindre opbremsning

Udgivet den 24-09-2018  |  kl. 10:36  |  

Den økonomiske vækst i Tyskland bevæger sig fortsat fremad, selv om tempoet i eurozonens største økonomi er gået ned.

Det skriver makroanalytiker Mathias Rømer Sproegel fra Sydbank i en kommentar efter den seneste opgørelse af Ifo-indekset, der mandag viste et fald til 103,7 i september fra 103,8 i august.

Udfordringer fra både ind- og udland kan betyde lavere vækst i horisonten.

- Indenlandsk viser temperaturen på arbejdsmarkedet hedebølge, og fra udlandet udgør den globale handelskrig en klar risikofaktor for et eksportorienteret land som Tyskland, skriver Mathias Rømer Sproegel.

Samtidig noterer han usikkerhed omkring tilstanden i flere udviklingslande, hvilket heller ikke hjælper på humøret blandt de tyske virksomheder.

- Udsigten til en mindre vækstafmatning i Europas største økonomi må give anledning til panderynker hos chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi. Afmatningen kommer nemlig på et tidspunkt, hvor ECB planlægger at stoppe seddelpressen ved udgangen af 2018, skriver makroanalytikeren.

I øjeblikket er ECB i gang med at bringe pengepolitikken tilbage til mere normale tilstande efter flere år med negative renter og pengeudpumpning.

Den lempelige pengepolitik har været med til at sætte gang i europæisk økonomi, efter at gældskrisen og finanskrisen satte europæisk økonomi tilbage.

- Hvis tysk økonomi pludseligt bremser op, og den økonomiske vækst slår i bakgear, kan det forpurre ECB's planer om at normalisere pengepolitikken. Vi venter dog kun en mindre opbremsning, hvor tysk økonomi vil vokse i et behersket tempo.

- Det bør holde ECB på sporet mod en renteforhøjelse i slutningen af 2019, skriver Mathias Rømer Sproegel.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  macro❯  Tyskland❯ 

Relaterede nyheder