Udviklingen afspejler store problemer i den kinesiske ejendomssektor

Udgivet den 08-04-2022  |  kl. 06:54  |  

Internationale obligationsudstedelser fra de store kinesiske ejendomsudviklere faldt kraftigt i første kvartal af 2022.

De store ejendomsudviklere udstedte offshore-obligationer til en værdi på bare 35,5 mia. yuan (5,6 mia. dollar) i årets første tre måneder, hvilket er et fald på 68 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Det fremgår af en analyse fra Beike Real Estate Research Institute ifølge den Hongkong-baserede avis South China Morning Post.

Ejendomsselskaberne rejste også 173,3 mia. yuan i perioden via onshore-emissioner, hvilet svarer til et fald på 43 pct.

- Den risiko, der er forbundet med ejendomsindustrien, fortsætter, og investorer og kreditorer - især offshore - er stadig bekymrede over de kinesiske udvikleres gæld. Selv om vi ser flere støtteforanstaltninger blive rullet ud, er der brug for tid til at genoprette tilliden, skriver Beike Research Institute et notat.

De kinesiske foranstaltninger, kaldet de "tre røde linjer", der blev lanceret i august 2020 for at kontrollere systemiske risici fra problemramte ejendomsudviklere, har sendt industrien ud i en krise, hvor ejendomsgiganter som China Evergrande Group og Kaisa Group Holdings siden har misligholdt deres obligationer flere gange sidste år.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Kina❯  Shares❯  Udenlandsk selskab❯