USA/åbning: Pres på AI-aktier giver rød start

Udgivet den 19-03-2024  |  kl. 14:53  |  

Gevinsthjemtagning i de højtflyvende AI-aktier er tirsdag med til at sende de amerikanske aktiemarkeder ned fra start.

Det giver mest pres på Nasdaq-indekset, der falder 0,5 pct. efter en stigning på 0,8 pct. mandag. Det brede S&P 500-indeks taber 0,2 pct., mens Dow Jones-indekset åbner uændret.

Alles øjne er rettet mod den amerikanske centralbank, som forventes at holde renterne ro som afslutning på sit todages rentemøde onsdag.

Men investorerne er bekymrede for, at bankens nye økonomiske fremskrivninger kan være et wild card, der potentielt signalerer færre rentenedsættelser og en senere start på lempelsescyklussen.

Efter sidste uges amerikanske inflationstal er sandsynligheden for den første rentenedsættelse til juni faldet til 55,2 pct. fra 71 pct. i begyndelsen af sidste uge, viser CME Fedwatch-værktøjet.

- Med fortsat højere end ventede prisstigninger, vil der sandsynligvis dukke tegn op på en mere opmærksom og forsigtig centralbank, siger Susannah Streeter, pengemarkedschef hos Hargreaves Lansdown, ifølge Reuters.

- Men investorerne rider på en bølge af overoptimisme, der stadig er drevet af entusiasme over de tilsyneladende uendelige muligheder, som kunstig intelligens vil bringe til virksomhedernes verden, fortsætter hun.

AI-SELSKAB VIL SÆLGE AKTIER EFTER ASTRONOMISK OPTUR

Amerikanske Super Micro Computer er det nyeste skud på stammen af AI-relaterede selskaber, hvis aktier er steget astronomisk. Nu vil selskabet lukrere på den store entusiasme omkring kunstig intelligens og udstede 2 mio. aktier.

Prisen per aktie rygtes at være i spændet 900 til 1000,68 dollar, hvilket giver et samlet provenu på 1,8-2,0 mia. dollar.

Aktien i Super Micro Computer er gennem de sidste 12 måneder steget næsten 1000 pct. og har sendt selskabets markedsværdi op på 56 mia. dollar.

Selskabet havde mandag sin første dag i det store S&P 500-indeks. Her faldt aktien 6,4 pct. og nedturen fortsætter tirsdag med et dyk på 10,1 pct. til 900 dollar.

Det mest kendte AI-selskab, Nvidia, åbner med et minus på 2,0 pct., efter at chipkæmpens AI-begivenhed mandag aften dansk tid ikke ikke bød på større positive overraskelser.

Nogle investorer vurderer ifølge Reuters, at nyheden allerede kan være indregnet i den højtflyvende aktie, der er blevet verdens tredjestørste målt på markedsværdi.

KRYPTOAKTIER RAMT AF BITCOINS NEDTUR

Bitcoin falder 6,5 pct. til 63.000 dollar, og det lægger pres på de kryptorelaterede aktier, heriblandt softwarekoncernen Microstrategy, der har investeret milliarder af dollar i bitcoin.

Aktien dykker 12,2 pct., og dermed fortsætter nedturen efter faldet på 15,7 pct. mandag. Kryptobørsen Coinbase åbner 5,6 pct. lavere, mens kryptomineselskabet Marathon Digital falder 4,3 pct.

FUSION PHARMA TÆT PÅ FORDOBLET PÅ OPKØBSTILBUD

Aktien i Fusion Pharma bliver sendt 96,8 pct. højere til 20,94 dollar, da Astrazeneca vil købe det canadiske selskab for en samlet pris på op til 2,4 mia. dollar.

Astrazeneca betaler med aftalen 21 dollar per aktie for Fusion, mens der kan lægges yderligere 3 dollar til per aktie i milepælsbetaling.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯