USA/åbning: Rød start forud for vigtige nøgletal i ugens løb - CVS og J&J i plus

Udgivet den 05-12-2023  |  kl. 15:40  |  

Wall Street starter tirsdagen ud klædt i rødt, da investorernes optimismes falmer om en blød landing i økonomien.

De ledende indeks falder forud for data i ugens løb, der leder frem til jobrapporten fredag, der blandt andet skal bruges til at indikere, om den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil sætte renten ned i begyndelsen af næste år.

Det er bredt ventet, at centralbanken har nået toppen af renten grundet aftagende inflation. Og det ventes, at Federal Reserve ikke vil røre ved renten i næste uge på bankens rentemøde.

Ifølge Reuters venter 61 pct. af markedsdeltagerne en rentenedsættelse på mindst 25 basispoint i marts. Men det kan dog være, at investorerne har været for optimistiske i at prissætte tidlige rentenedsættelser:

- På nuværende tidspunkt prissætter markederne et fald på omkring 125 basispoint fra centralbanken næste år, siger Ipek Ozkardeskaya, markedsanalytiker hos Swissquote Bank, til Reuters.

- Optimismen i forhold til Federal Reserve ser overanstrengt ud. Vi har brug for tilstrækkelig bløde amerikanske data for at holde bjørnen i dvale, da et vindstød nemt kan vække bjørnen, siger hun.

Mandagens aktiefald og rentestigninger lignede gevinsthjemtagning, efter at november bød på den bedste obligationsmåned i USA siden 1985 med afkast på 4,8 pct., mens aktierne vandt 8,9 pct. og endda lagde lidt til fredag til det højeste niveau i 2023.

Tirsdag indledes med et fald til brede S&P 500-indeks og Dow Jones på 0,3 pct., og Nasdaq falder 0,4 pct.

APOTEKERKÆDE I PLUS

Apotekerkæden CVS Health har tirsdag løftet sløret for sine forventninger til 2024, der målt på salget overgår forventningerne i markedet.

Samtidig har selskabet i forbindelse med sin investordag offentliggjort, at den vil simplificere medicinpriserne i sine butikker gennem en ny refusionsmodel.

Apotekerkæden venter i 2024 et salg på 366 mia. dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 345,52 mia. dollar.

Samtidig er kvartalsudbyttet til aktionærerne hævet 10 pct., så det nu lyder på 0,665 dollar per aktie.

Den stærke prognose modtages positivt at investorerne, der sender aktien op med 3,4 pct.

J&J VENTER LAVERE VÆKST I 2024

Medicinalgiganten Johnson & Johnson regner med en lavere salgsvækst i 2024, da salget af selskabets storsælgende psoriasismedicin kan møde konkurrence uden for det amerikanske marked.

Medicinalgiganten kan nemlig få konkurrence, når det europæiske patent på selskabets psoriasismedicin, Stelara, udløber i midten af 2024. Stelara udgjorde en femtedel af Johnson & Johnsons medicinsalg i tredje kvartal.

Tidligere i år indgik Johnson & Johnson et forlig om at have patent på medicinen i USA indtil begyndelsen af 2025 som minimum.

Aktien stiger 0,3 pct. i de første handler.

SIGNET I RAMPELYSET

Hos smykkeforhandleren Signet var indtjeningen bedre end ventet i tredje kvartal, der dækker de 13 uger frem til 28. oktober.

Signets aktie sendes 2,7 pct. ned i de første handler.

Signet omsatte i kvartalet for for 1,39 mia. dollar svarende til ca. 9,6 mia. kr. Det er 12,1 pct. lavere end i samme kvartal året før. Salget var på niveau med analytikernes forventninger.

Til sammenligning omsatte danske Pandora for 5,6 mia. i sit tredje kvartal, der sluttede ved udgangen af september.

I fjerde kvartal ser Signet en omsætning på 2,4-2,6 mia. dollar, og midtpunktet ligger dermed lidt under analytikerforventningerne på 2,56 mia. dollar.

SPARK TIL DESIGNER BRANDS

Varmt vejr er med til at sende skokæden Designer Brands ned i formarkedet, efter at selskabet har nedjusteret sine forventninger til regnskabsåret 2023/24. Aktien falder hele 31,3 pct.

Designer Brands ser nu en indtjening per aktie i niveauet 0,40-0,70 dollar mod tidligere 1,20-1,50 dollar per aktie.

- I dette kvartal har vi været påvirket af nedgang i skomarkedet for første gang siden pandemien kombineret med usædvanligt varmt vejr. Det har reduceret efterspørgslen betydeligt og har presset vores sæsonbetonede sortiment, siger Doug Howe, der er administrerende direktør i Designer Brands.

ALASKA AIR VENDER MARKANT MINUS

Mandag lå Alaska Air i bunden af S&P 500 i kølvandet af nyheden om, at luftfartsselskabet vil overtage den mindre konkurrent Hawaiian Airlines for 1,9 mia. dollar. Det blev straffet med et minus på 14,2 pct. Hawaiian steg derimod med 192,6 pct., så der var ikke nogen tvivl om, hvem markedet mente, har gjort den bedste handel her.

Tirsdag ligger Alaska i et lille plus på 1,3 pct., og Hawaiian falder 1,6 pct. i den indledende handel.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder