USA/åbning: Små stigninger efter bedre end ventede boligtal
De amerikanske aktiemarkeder åbner tirsdag med små stigninger efter nøgletal fra boligmarkedet har vist højere boligpriser og en stor stigning i antallet af byggetilladelser. Smykkeselskabet Tiffany's stiger markant efter et bedre end ventet regnskab og Palo Alto Networks understøttes også af et bedre end ventet regnskab.
Dow Jones-indekset stiger 0,2 pct. til 16.097 og S&P 500-indekset løftes 0,1 pct. til 1805. Det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner 0,1 pct. højere i 3999.
Tiffany & Co løftes 7,2 pct. til 86,85 dollar. Den amerikanske smykkekoncern er kommet regnskab for tredje kvartal, hvor salgsvæksten og indtjeningen er klart større end ventet. Tiffany fik et salg på 911 mio. dollar i kvartalet, hvor analytikerne havde ventet et salg 889 mio. dollar. Det blev til en vækst i det sammenlignelige salg på 7 pct. eksklusive valutaeffekten, hvilket var klart mere end analytikerprognosen på 4,1 pct. Det blev til en EPS-indtjening på 73 cent, hvor analytikerne havde ventet 58 cent per aktie. Tiffanys venter en EPS-indtjening på 3,65-3,75 dollar per i helåret 2013, hvilket er en opjustering fra 3,50-3,60 dollar per aktie.
Palo Alto Networks åbner 7,6 pct. højere i 49,58 dollar efter at det amerikanske internetsikkerhedsselskab har aflagt regnskab for det forskudte første kvartal, hvor omsætning og indtjeningen er bedre end ventet. Omsætningen steg i første kvartal med 49 pct. til 128,2 mio. dollar, hvilket var over analytikerprognosen på 120,8 mio. dollar. Indtjeningen eksklusive ekstraordinære poster steg til 8 cent per aktie fra 5 cent per aktie sammenlignet med analytikerkonsensus på 7 cent per aktie.
Men's Wearhouse har lagt et bud på at købe Jos. A. Bank Clothiers, der er en over hundrede år gammel forhandler af herretøj, for 55 dollar per aktie eller samlet set 1,2 mia. dollar. Det skriver selskabet i en meddelelse, hvori det fremgår at buddet er en præmie på 32 pct. over lukkekursen den 8. oktober, hvor Jos. A. Bank Clothiers kom med et opkøbstilbud på netop Men's Wearhouse for 2,3 mia. dollar i kontanter for at skabe et brancheførende selskab i USA. Jos. A. Bank Clothiers stiger 11,4 pct. til 56,38 dollar og Men's Wearhouse åbner 6,2 pct. højere i 50 dollar.
Coca-Cola stiger 0,6 pct. til 40,60 dollar. Det canadiske finanshus RBC har indledt dækningen af aktierne i læskedriksgiganten Coca-Cola med anbefalingen køb og et kursmål på 50 dollar.
Take-Two Interactive åbner 4,7 pct. lavere i 16,14 dollar efter at spilproducenten har meddelt, at den har købt en aktiepost tilbage fra aktivistinvestoren Carl Icahn, hvorved Icahns mand i bestyrelsen bliver presset til at forlade posten.
Hewlett-Packard taber 0,1 pct. til 25,29 dollar forud for printer og computerkoncernens regnskab for det forskudte fjerde kvartal, hvor koncernen skal rette op på meldingerne efter seneste svage regnskab, der fik aktien til at styrtdykke med 8 pct. Det skyldes, at koncernchef Meg Whitman udtalte, at hun ikke længere tror på, at HP kan opnå vækst i omsætningen i det kommende finansielle år, som begynder den 1. oktober. Der vil være stor fokus på koncernens meldinger og udsigter for 2013/14 regnskabsåret.