USA/åbning: Små stigninger fra start efter regnskab fra Lilly, Linde og Palantir

Udgivet den 06-02-2024  |  kl. 15:42  |  

Bedre end ventede regnskaber fra blandt andet Novo-rivalen Eli Lilly, industrigaskæmpen Linde og softwareselskabet Palantir er tirsdag med til at sende de amerikanske aktier en smule højere fra start.

Samlet set stiger alle tre ledende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, med 0,2 pct. efter få minuttes handel tirsdag.

Mandag var en rød dag for de amerikanske aktier med fald på 0,2 pct. til 0,7 pct. for de tre indeks, hvor det gik hårdest ud over Dow Jones-indekset.

En række direktører fra den amerikanske centralbank er på talerstolene i løbet af denne uge, hvilket kan give et nærmere indblik i centralbankens tankegang.

Stærke amerikanske nøgletal har tvunget handlerne til at reducere deres satsninger på rentenedsættelser, og centralbankens førstemand, Jerome Powell, gentog søndag aften sin afventende tilgang i et interview.

- En afventende stemning fra centralbankfolk, der er forsigtige over for stædig inflation, kan muligvis begrænse stigningerne på Wall Street, siger Susannah Streeter, pengemarkedschef hos Hargreaves Lansdown, ifølge Bloomberg News.

ELI LILLYS DIABETESFORRETNING SLÅR FORVENTNINGERNE

Eli Lilly har med et plus på 4,2 pct. sat sigtekornet ind på endnu en lukkerekord efter mandagens markante fremgang på 5,8 pct.

Novo Nordisks største rival har i den grad sat analytikerforventningerne til vægs i fjerde kvartal sidste år, når det kommer til salget af vægttabsmidlet Zepbound.

Midlet, der konkurrerer med Novos Wegovy, blev lanceret i november og blev tilgængeligt på amerikanske apoteker den 5. december. Det solgte i fjerde kvartal for næsten 176 mio. dollar, eller 1223 mio. kr., og her var kun ventet 141 mio. dollar.

Salget af Eli Lillys Mounjaro, der konkurrerer med Novos Ozempic til behandling af type 2-diabetes, overraskede desuden markant positivt med et salg på 2,21 mia. dollar mod ventet 1,75 mia. dollar.

PALANTIR I VEJRET PÅ BEDRE END VENTET REGNSKAB

It-selskabet Palantir vinder frem med 18,3 pct., da koncernen med et solidt fjerde kvartal i 2023 har sikret sig sit første årlige overskud og det femte kvartal i streg med plus på bundlinjen.

Palantir, som gør sig inden for softwareudvikling og databaseløsninger, har også leveret en bedre end ventet prognose for driftsresultatet i 2024.

Linde stryger i vejret med 4,1 pct., efter at den amerikanske industrigaskæmpe har aflagt regnskab for fjerde kvartal, hvor prognosen er bedre end konkurrenten Air Product, der skuffede markant med sit regnskab mandag.

Musikstreamingtjenesten Spotify kunne i fjerde kvartal notere en vækst i antallet af premiumkunder på 15 pct. til nu 236 mio. abonnenter globalt.

I sit regnskab forklarer Spotify, at stor vækst i Latinamerika samt flere succesfulde kampagner har bidraget til abonnentvæksten.

Regnskabet modtages positivt på børsen i New York, hvor Spotify er børsnoteret. Her stiger aktien 11,2 pct.

Den amerikanske sprøjtegiftkoncern FMC Corp., der opkøbte danske Cheminova tilbage i 2015, dykker 12,2 pct. i formarkedet som følge af skuffende prognoser for både det igangværende første kvartal samt hele 2024.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

13:05 Euro i laveste niveau mod dollar siden november 2022
12:35 Dansk grundlagt spilaktie flyver op i formarkedet efter spekulationer på sociale medier
11:36 DFDS ser Jersey-færgedriften bidrage med omsætning på 450 mio. kr. i 2025
11:34 Obligationer/middag: Mindre rentefald efter nyt fra ECB's topchef
11:30 Freetrailers udlejning fortsætter frem samtidig med europæisk ekspansion
11:17 Aktier/middag: De grønne aktier får en flyvende start på årets første handelsdag
11:09 Prisen på containerfragt fortsætter den stigende tendens
10:28 Carlsbergs tyrkiske rival styrtdykker for tredje dag i træk
10:13 Atlantic Petroleum giver sig selv yderligere tre måneder til at finde løsning på gæld
09:57 Riksbanken-chef: Snart passende med "vent og se" før yderligere renteændringer
09:26 Hårknude i havneforhandlinger kan sende containerrater i vejret
09:09 Aktier/åbning: Alle danske eliteaktier starter 2025 i plus - Vestas topper
08:57 Obligationer/åbning: Stille rentestart på 2025 før ledighedstal fra USA
08:44 DFDS indgår aftale om færgeservice med myndigheder på Jersey
08:32 Amerikansk storbank: Vestas' ordreindgang højere end ventet drevet af offshore
08:24 Vestas i stærk ordrespurt efterlader godt indtryk vurderer Sydbank
08:01 Aktier/tendens: Afdæmpet årsstart i vente med fokus på Vestas, Ørsted og Novonesis
07:58 Vestas sikrer sig tre sydeuropæiske ordrer på årets sidste dag
07:37 Råvarer: Olieprisen stiger på skrumpende amerikanske olielagre
07:22 Obligationer/tendens: Rolig rentestart i vente - nytilmeldte ledige i USA i fokus