USA/åbning: Svag negativ åbning vendt til små plusser

Udgivet den 16-02-2018  |  kl. 15:42  |  

Efter små fald lige efter åbningen er der små plusser i de amerikanske aktier efter ti minutters handel op til en forlænget weekend i USA. Markedet i USA holder nemlig lukket mandag, hvor det er Presidents Day.

Fredag åbner S&P 500-indekset efter ti minutters handel med en stigning på 0,1 pct., hvilket også er tilfældet for Dow Jones-indekset og Nasdaq-indekset.

S&P 500-indekset er steget mere end 1 pct. fire af de seneste fem handelsdage, og det er ikke sket siden oktober 2011, påpeger Mike O'Rourke, chefstrateg i Jones Trading, til CNN.

QUALCOMM AFVISER BEJLER IGEN

Den amerikanske chipproducent Qualcomm har efter gentagne forsøg afvist endnu et overtagelsestilbud fra teknologiselskabet Broadcom, skriver Bloomberg News.

Ifølge nyhedsbureauet bød Broadcom denne gang 82 dollar per aktie, hvilket svarer til en samlet værdi på 121 mia. dollar eller cirka 725 mia. kr. Sammen med afvisningen har bestyrelsen hos Qualcomm dog tilkendegivet, at diskussionerne med Broadcom har været "konstruktive", og at der er interesse for fortsatte forhandlinger.

Lykkes det Broadcom at købe Qualcomm, vil det skabe verdens tredjestørste producent af computerchips efter Intel og Samsung.

Qualcomm falder 0,3 pct., mens Broadcom sætter sig 0,6 pct.

PÆNE TAL FRA DEERE OG COCA-COLA

Inden handelsstart er der blandt andet kommet regnskaber fra Deere og Coca-Cola.

Den amerikanske koncern Deere, der blandt andet fremstiller traktorer og landbrugsmaskiner, kom svagere end ventet ud af første kvartal 2017/2018. Til gengæld er forventningerne blevet opjusteret.

Deeres salg landede på 5,97 mia. dollar i kvartalet, hvilket ifølge Bloomberg News var under de ventede 6,41 mia. dollar, mens overskuddet per aktie før særlige poster lød på 1,31 dollar. Analytikerne havde ventet et overskud på 1,33 dollar.

På bundlinjen fik Deere et underskud på 535 mio. dollar, hvilket er relateret til den nyligt vedtagne amerikanske skattereform, der sænker virksomhedsskatten til 21 pct. fra 35 pct.

Som følge af de nye regler har Deere foretaget en nedskrivning på 716 mio. dollar af et udskudt skatteaktiv.

Det er tidligere års underskud, som selskabet kan bruge til at spare på skatten i år med overskud, men nu hvor skatten er sat ned, bliver værdien af aktivet tilsvarende mindre.

I forbindelse med regnskabet opjusterer Deere forventninger til salget i regnskabsåret, så det nu sigter efter en fremgang på 25 pct. mod tidligere ventet 22 pct.

Aktien falder 0,4 pct.

Den amerikanske drikkevaregigant Coca-Cola landede et overskud som ventet i fjerde kvartal og venter vækst i indeværende regnskabsår.

Overskuddet per aktie i fjerde kvartal blev 39 cent mod ventet 38 cent opgjort på sammenlignelig basis og uden ekstraordinære poster ifølge estimater indsamlet af Bloomberg. Estimaterne lå i intervallet fra 37-40 cent.

Selskabet rapporterede et tab på 0,66 cent per aktie blandt andet som følge af den amerikanske skattereform. Skattereformen resulterede i en nettoudgift på 3,6 mia. dollar i fjerde kvartal.

Omsætningen i kvartalet kom ind på 7,5 mia. dollar mod ventet 7,36 mia. dollar.

Coca-Cola ser en vækst i indtjeningen på 8-10 pct. i indeværende regnskabsår, fremgår det af regnskabet.

Coca-Cola stiger 1,2 pct.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
16:50:02

 
0,00%
 
17:52:01

 
0,02%
 
16:50:02

 
0,00%
 
17:52:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder