USA/åbning: Tesla går mod strømmen i grøn start på året

Udgivet den 02-01-2025  |  kl. 15:43  |  

Tesla har fået det forkerte ben ud af sengen på årets første handelsdag, da elbilkoncernen har skuffet med sine leverings- og produktionstal.

Samlet set får de amerikanske aktier i torsdagens første handler lidt revanche efter fire dag i streg med fald på baggrund af optimisme over et rentefald, der især bliver godt modtaget blandt investorerne i teknologiaktier.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks ligger med et plus på 0,6 pct., idet investorerne kigger mod obligationsmarkedet, hvor renten på den tiårige statsobligation falder med 3 basispoint til 4,54 pct.

Dow Jones-indekset løftes 0,7 pct. og det brede S&P 500-indeks stiger 0,6 pct. efter fire handelsdage i streg op til årsafslutningen, der tog en del af glansen af S&P 500's bedste toårige optur, der går tilbage til slutningen af 1990'erne.

Indekset er steget mere end 50 pct. siden starten af 2023, drevet af de såkaldte Magnificent Seven tech megacaps, der har været i hopla på begejstring over udsigterne til øget indtjening fra kunstig intelligens.

- I begyndelsen af året har analytikerne en tendens til at være ret optimistiske med ret robuste år-til-år indtjeningsprognoser, siger Daniel Morris, chefmarkedsstrateg hos BNP Paribas Asset Management, til Bloomberg TV.

Han vurderer, at markedet sandsynligvis også vil klare sig godt, hvis indtjeningsvæksten kun når 15 pct. for Nasdaq og ikke de 20 pct., som analytikerne spår.

TESLA SKUFFER MED PRODUKTION OG LEVERINGER

Den amerikanske elbilproducent Tesla producerede og leverede færre enheder en ventet i årets sidste kvartal.

Tesla leverede i fjerde kvartal 495.570 biler mod ventet ifølge Bloomberg News 512.277 biler, mens der blev produceret 459.445 biler mod ventet 481.3056 biler.

Elbilaktien åbner med et fald på 4,3 pct.

Flere af de andre tunge aktier i Magnificent Seven har dog luft under vingerne med plusser på 2,3 pct. for Nvidia, 0,7 pct. for Microsoft og 1,5 pct. for Amazon.com.

UNITY SENDT I VEJRET PÅ SPEKULATIONER

Spilmotoren Unity Technologies, som er grundlagt i Danmark, står til en forrygende start på året på børsen i New York, efter at en opsigtsvækkende aktivitet på sociale medier har sat gang i spekulationer omkring aktien.

Det skriver Investing.com.

Den pludselige store omtale om Unity ses særligt på X, hvor indlæg om aktien er firedoblet i de seneste timer. Her tales der overvejende positivt om spilaktien, lyder det.

Hvad, der præcist ligger til grund for den pludselige omtale, vides ikke med sikkerhed. Aktien har dog været ude på en større nedtur i 2024 med et fald på 39 pct.

Torsdag stiger aktien med 9,6 pct. til 24,63 dollar.

KRYPTORELATEREDE AKTIER GÅR GRØN DAG I MØDE

De kryptorelaterede aktier ligger med fremgang i formarkedet, idet bitcoin fortsætter med at stige for tredje dag i streg.

Kursen på bitcoin løftes 2,0 pct. til 96.627 dollar, mens bitcoininvestoren Microstrategy samt kryptomining-virksomhederne Riot Platforms og Marathon Digital stiger med 2-4 pct.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯