USA/økonomer: Flere rentestigninger venter efter jobtal

Udgivet den 07-07-2023  |  kl. 15:38  |  

Der er stadig godt gang i det amerikanske arbejdsmarked, hvor jobvæksten uden for landbruget i sidste uge løb op i 209.000 personer.

Det var færre end ventet, men tyder stadig på, at den amerikanske økonomi klarer sig godt, og at frygten for en recession kan rykke i baggrunden.

- Der bliver stadig skabt mange nye job på det amerikanske arbejdsmarked. Selv om jobvæksten aftager til det laveste niveau i 2,5 år, så falder ledigheden samtidig med, at lønstigningerne får lidt mere fart. Det går faktisk for godt på det amerikanske arbejdsmarked, skriver Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

Trods fremgang var jobvæksten dog lavere end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 230.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

I maj steg beskæftigelsen 306.000 efter en nedrevidering fra en tidligere oplyst stigning på 339.000.

"Skuffelsen" skal ikke mindst ses i lyset af ADP-jobrapporten for det private jobmarked, der torsdag viste et glohedt jobmarked, og som normalt kan bruges som et forvarsel for den officielle jobrapport.

- Den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for juni er "lunken" i forhold til forventningerne. Forventningerne var nemlig skruet helt i top efter arbejdsmarkedsrapporten fra ADP torsdag viste en jobskabelse på næsten 500.000 i juni, skriver seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank.

På den helt korte bane forventer Sydbank derfor, at renten vil blive sat op endnu engang på det næste møde, der afholdes i slutningen af juli.

- Vi forventer, at Fed hæver renten med 0,25 procentpoint på rentemødet i slutningen af juli, vurderer Kim Blindbæk.

Også Nykredits chefstrateg, Frederik Engholm, forudser, at renten skal yderligere op.

- Samlet set slår dagens jobrapport bare en tyk streg under den renteforhøjelse, som Federal Reserve påtænker at levere senere på måneden.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  USA❯ 

Seneste nyheder