USA/Økonomer: Fortsat godt gang i økonomien efter jobrapport

Udgivet den 03-05-2019  |  kl. 14:54  |  

(Opdateres)

Den amerikanske jobrapport, som også bliver kaldt "kongetallet", var samlet set god læsning, og den viser, at der fortsat er godt gang i den amerikanske økonomi uden lønpresset er for stort. Det skriver flere økonomer efter 103 måneder i træk med jobskabelse.

- 103 måneder i træk med jobskabelse og senest over 263.000 nye job i april. Det må siges at være imponerende. De gode amerikanske jobtal er godt nyt for både verdensøkonomien og dansk økonomi, siger cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg i en meddelelse.

Mikael Olai Milhøj, der er senior analytiker i Danske Bank, vurderer, at den amerikanske økonomi er i god form, hvilket også er godt for dansk økonomi.

- Dansk økonomi er en lille åben økonomi, og vores økonomiske situation afspejler, hvordan det går i resten af verden, og her er USA en vigtig vækstmotor, siger han i en meddelelse.

Flere af økonomerne er enige om, at det kan holde den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på sidelinjen i forhold til at hæve renten. Til juli vil opsvinget skrive sig ind i historiebøgerne, som det længste nogensinde.

Der blev skabt 263.000 jobs uden for landbruget i april og arbejdsløsheden faldt til 3,6 pct.

/ritzau/FINANS

Patrick Solberg