USA: Beskæftigelse ses vokse med 218.000 personer i september
København--8. oktober--NetPosten--En noget hektisk uge på rentemarkederne får sin ende fredag med offentliggørelsen af amerikanske beskæftigelsestal, som er endnu mere interessante end ellers i lyset af, at den amerikanske centralbank ved sit møde i tirsdags udtrykte bekymring over det efterhånden meget stramme arbejdsmarked.
Hvis tallene i dag bliver stærkere end ventet, er der således endnu større sandsynlighed for en pengepolitisk stramning på det næste FOMC-møde den 16. november.
Økonomer venter, at jobvæksten vil fortsætte i september. Specielt inden for fremstillingsindustrien vil beskæftigelsen fortsætte med at stige, og efterspørgslen efter byggearbejdere ventes at fortsætte i højt gear trods en let afmatning på boligmarkedet.
I gennemsnit venter man en stigning på 218.000 beskæftigede i september mod kun 124.000 i august, når tallene offentliggøres kl. 1430 fredag.
Arbejdsløshedsraten ventes at forblive på 4,2 pct. i september, mens den gennemsnitlige timeløn ventes at stige 0,3 pct. mod 0,2 pct. i august. Den gennemsnitlige arbejdsuge ventes at falde let til 34,4 timer fra 34,6 timer.