USA / Luk: Små tilbagefald efter stærk udvikling

Udgivet den 14-08-2012  |  kl. 05:00  |  

De amerikanske aktiemarkeder faldt tilbage mandag, efter at aktiemarkederne er nået nye høje niveauer. Investorerne fik mandag svagere end ventet BNP-væksttal fra Japan, mens den græske BNP-vækst til gengæld faldt en smule mindre end ventet.

Dow Jones-indekset faldt 0,3 pct. til 13.169, mens S&P 500-indekset tabte 0,1 pct. til 1404. Det teknologitunge Nasdaq-indeks steg dog marginale 0,05 pct. til 3022.

Sears lukkede 5,7 pct. højere i 54,36 dollar. Den amerikanske detailkæde fik i løbet af weekenden en positiv kommentar i finansavisen Barron's. Frem til 9. august var aktien steget 59 pct., og den var dermed den aktie i S&P 500-indekset med den 8. bedste kursudvikling.

Google blev løftet 2,8 pct. til 660 dollar. Internetselskabet, som for knap et år siden købte Motorola Mobility for 12,5 mia. dollar, annoncerede at det skærer 4000 stillinger i Motorola Mobility-divisionen. Motorola Mobility vil lukke eller konsolidere en tredjedel af de 90 produktionsfaciliteter. Google forventer ikke at fratrædelsesgodtgørelserne vil overstige 275 mio. dollar. Yderligere hævede Morgan Stanley anbefalingen på Google-aktien til overvægt fra ligevægt.

Amerikanske Tesoro Corp, som er et uafhængig olieraffinaderi, blev enig med den britiske oliegigant BP om at købe selskabets olieraffinaderi og benzinstationer i det sydlige Californien for 1,18 mia. dollar. Selskabet vil også betale 1,3 mia. dollar for olie og andre forsyninger til raffinaderiet. Handlen ventes at være gennemført medio 2013. Tesoro Corp lukkede solide 9,5 pct. højere i 38,87 dollar.

Manchester United, som blev børsnoteret i kurs 14 dollar i fredags steg mandag en overgang 9 pct. til 15,25 dollar, men lukkede kun 1,1 pct. højere i 14,15 dollar.

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder