USA undgår nedlukning med ny midlertidig budgetaftale

Udgivet den 19-01-2024  |  kl. 06:34  |  

Repræsentanternes Hus i USA har sent torsdag aften dansk tid stemt for en ny midlertidig budgetaftale, der skal forhindre en nedlukning af dele af den offentlige sektor.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed har aftalen fået grønt lys i begge Kongressens kamre, efter Senatet ved en afstemning torsdag også godkendte lovforslaget.

Det sendes nu til USA's præsident, Joe Biden, hvor det skal endeligt godkendes.

Aftalen skal sikre finansiering af den føderale regering frem til 1. marts.

Andre dele, herunder militæret og landets grænsekontrol, er sikret finansiering frem til den 8. marts.

Begge kamre havde fremskyndet deres afstemning til torsdag på grund af udsigt til snestorm fredag. Det skabte bekymring for, at lovgiverne ikke ville kunne rejse hjem, efter de havde afgivet deres stemmer.

I Repræsentanternes Hus blev lovforslaget vedtaget med 314 stemmer for og 108 imod. 106 af nejstemmerne kom fra republikanere, mens to kom fra demokrater.

Da forslaget tidligere på dagen var i Senatet, stemte 77 for og 18 imod. Alle nejstemmer kom her fra republikanske senatorer.

- Vi har gode nyheder for USA: Der kommer ikke til at ske en nedlukning på fredag, sagde Chuck Schumer, der leder Demokraterne i Senatet, efterfølgende.

- Fordi begge sider har samarbejdet, forbliver centraladministrationen åben. Vi undgår en unødvendig katastrofe, lød det.

Den nuværende finansieringsaftale stod til at udløbe fredag ved midnat amerikansk tid.

Var der ikke blevet vedtaget en ny, ville det resultere i problemer med udbetaling af løn til op mod fire millioner ansatte i den offentlige sektor.

En række aktiviteter som finanstilsyn og forskning ville desuden blive påvirket. Nationalparker ville også lukke.

Den midlertidige løsning kom på banen, efter at forhandlingerne om et helårsbudget gik i stå. Der er også tidligere blevet vedtaget midlertidige budgetaftaler.

/ritzau/

Redaktion

Seneste nyheder

18:04 USA/middag: Teknologikæmper fører an i aktiecomeback
17:55 Europa/lukning: Bil- og luksusaktier under pres i rød handel
17:17 Japansk bejler til US Steel vil trække USA i retten efter opkøbsblokering
17:10 Fredagens obligationer: Renten kravlede op efter tyske og amerikanske nøgletal
17:10 Fredagens aktier: Ørsted atter i hopla minimerede fald i C25-indekset
16:27 Carlsberg og Unibrew presses af forslag om skiltning med kræftrisiko på alkohol i USA
15:49 USA/åbning: US Steel får klø efter blokeret salg i ellers grøn åbning
15:22 Biden blokerer for salg af amerikansk stålproducent til Japan
14:59 Rivian belønnes for produktion over forventning i fjerde kvartal
14:57 USA/tendens: US Steel står til kurssmæk efter blokeret salg i ellers ventet grøn åbning
14:51 Demant og GN slår bak efter opkøb fra optikerkæde: Sydbank undrer sig over sammenhæng
14:50 Biden blokerer for salg af amerikansk stålproducent til Japan
14:49 Demant og GN slår bak efter opkøb fra optikerkæde: Sydbank undrer sig over sammenhæng
14:22 Finsk domstol afviser at frigive tankskib i sag om kabelbrud
14:11 Tørlastindeks stiger for femte dag i træk
13:35 Globale fødevarepriser faldt en smule i 2024
13:11 Europa/aktier: Bilaktier i bunden af lettere negativt marked efter tilskudsændringer i USA
12:55 Fransk brillegigant køber AI-selskab med fokus på lyd
12:04 Teslas leverancer fra Shanghai falder for første gang nogensinde
11:59 Obligationer/middag: Renten kravler en smule op på ellers rolig fredag