USA/aktier: Kursdyk gav værste uge i mere end to år

Udgivet den 27-01-2014  |  kl. 07:02  |  

Der var lagt op til en skidt afslutning på en skidt uge på Wall Street fredag. Og formodningen slog ikke fejl, for da markedet lukkede var det efter den værste uge i mere end to år.

Begyndende uro på nye markeder spredte sig som ringe i vandet efter torsdagens skuffende kinesiske PMI-data for fremstillingssektoren. Det gav sig udslag i voldsomt pres på flere valutaer i de mindre økonomier, hvor devaluering i Argentina og en styrtdykkende tyrkisk lira fik panderynkerne til at stå skarpere optegnet hos investorerne. Resultatet var en begyndende kapitalflugt fra flere andre regioner, mens de traditionelle sikre placeringer - amerikanske statspapirer, japanske yen, guld og schweizerfranc - igen viste sig at være investorerne foretrukne værn mod begyndende spændinger i de finansielle markeder.

Det brede toneangivende S&P 500-indeks sluttede fredag med et fald på 2,1 pct. i 1790,29, mens teknologiaktierne i Nasdaq-indekset lukkede med et minus på 2,2 pct. i 4128,17. Dermed blev det til kursfald på 2,6 pct. i ugens løb i S&P-indekset, mens investorerne i teknologiaktierne endte ugen med et fald på 1,7 pct.

Dow Jones Industrial Average sluttede fredag med et fald på 2,0 pct. i 15.879,11, og ses der på hele ugen var der et fald på hele 3,5 pct. efter store kursfald blandt de store selskaber som Caterpillar, General Electric og Boeing.

- De nye markeder er under pres samtidig med, at regnskabssæsonen har vist sig at være middelmådig, og investorerne trækker sig ud af aktierne. Det giver anledning til bekymring, fordi det giver en vis tvivl om, hvilken hastighed den globale vækst vil kunne opnå i år, siger investeringsstrateg Walter Hellwig fra BB&T Wealth Management i Alabama til Bloomberg News.

Stormen ser ud til at være aftaget en del mandag morgen, idet futures på S&P ligger med en stigning på op mod 0,2 pct. i handlen i Asien.

Nedturen i årets første måned kommer efter et superår på Wall Street med store afkast til investorerne. Men de kraftige stigninger har fået investorerne til at være mere forsigtigt og gennemgå de aktuelle regnskaber med tættekam.

- Der foregår en reel revurdering på Wall Street om, hvorvidt det hele gik lidt amok sidste år, siger direktør Mace Blikcsilver fra finanshuset Marblehead Asset Management til AFP.

Han tør ikke udelukke risikoen for, at det kan blive endnu værre.

- Markedet befinder sig i en faretruende position, fordi det er lang tid siden, at vi har haft en korrektion (af kurserne, red), siger han.

Kursfaldene kom trods gode regnskaber fra softwarekæmpen Microsoft og forbrugsvaregiganten Procter & Gamble.

Microsoft kom bragende ud af sit forskudte andet kvartal med et regnskab, der var bedre end ventet, hvilket gav en kursstigning på 2,1 pct., mens P&G lukkede med et plus på 1,2 pct.

Til gengæld var der klø til Xerox efter kopimaskinekoncernen rapporterede om et fald i såvel omsætning som resultat. Også Honeywell måtte bide i græsset efter faldende salg. Xerox lukkede med et minus på 4,4 pct., og Honeywell dykkede 1,5 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder