USA/aktier: Lille ultimo-justering under lav volumen

Udgivet den 02-12-2013  |  kl. 07:02  |  

De amerikanske aktier sluttede november måned af med små fald i såvel Dow Jones som S&P 500 indeksene, men sejrsrækken i Nasdaq forsat fredag ingen ende ville tage.

Dagen startede med forsigtige stigninger, men fraværet af mange investorer, der holdt forlænget weekend efter torsdagens Thanksgiving, betød lav interesse og let sivende kurser. Handelsdagen var af samme årsag afkortet på Wall Street, der lukkede allerede klokken 13 lokal tid.

Dow Jones Industrial Average lukkede med et fald på 0,1 pct. i 16.086,11. Dermed var det slut med rekordrækken efter fem i rap.

S&P 500-indeks sluttede ligeledes med et fald 0,1 pct. i 1805,81, mens de positive vinde forsat blæste over teknologiaktierne i Nasdaq-indekset, der endte dagen med en stigning på 0,4 pct. i 4059,89.

Set over hele ugen var der tale om en stigning i Dow Jones Industrial Average på godt 0,1 pct., mens S&P 500-indekset haltede en anelse efter med en stigning på knap 0,1 pct. Nasdaq-indekset blev ugens suveræne topscorer med en fremgang på 1,7 pct.

Hele november måned har givet investorerne flotte kursstigninger.

Dow Jones Industrial Average er øget 2,6 pct. i månedens løb, mens S&P 500-indekset har givet et afkast på 1,9 pct. Også her er Nasdaq-indekset frontløber med en stigning på 2,7 pct.

De amerikanske futures handles med stigninger på 0,1-0,2 pct. i Asien mandag morgen.

- Det er en meget tynd handel. Fredagen efter Thanksgiving vil altid være præget af en let volumen, siger aktiestrateg John Manley fra Wells Fargo Funds Management i New York til Bloomberg News.

Black Friday, som fredagen kaldes, er startskuddet til de amerikanske husholdningers juleindkøb, hvilket betød fokus på de store detailkæder. Herfra indledtes højsæsonen med en lang række slagtilbud hos blandt andet Wal-Mart, Best Buy, Macys, Sears og Taget.

Den største af dem alle, Wal-Mart, sluttede Black Friday med en stigning på 1,1 pct., Best Buy øgede 2,4 pct., Macys faldt 0,5 pct. mens Sears droppede 0,2 pct. og Target lukkede med et minus på 0,8 pct.

Også internet-butikkerne mærkede julehandlens første store dag.

Online-handlen ventes at øge med hele 15 pct. i år, hvilket vil bringe salget via pcere op på 82 mia. dollars i løbet af den forlængede weekend, ifølge National Retail Federation. Salget over nettet ventes i alt at nå 602 mia. dollar. EBay steg 2,5 pct. og Amazon.com sprang 1,8 pct. i vejret.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Industrikaktierne strøg i vejret efter tyske investeringsplaner
17:08 Onsdagens obligationer: Renten tog et kæmpemæssigt hop efter nyt fra Tyskland
17:04 Onsdagens aktier: Rockwool anførte revanche i C25 efter tyske investeringsplaner
16:07 Tyskland: Største rentehop siden tiden omkring Berlinmurens fald
15:36 USA/åbning: Svag jobrapport fra det private modvejer håb om toldlempelser
15:29 Novo/Sydbank: Prisnedsættelse skal imødegå truslen fra kopiproducenter
14:31 Amerikansk jobrapport for det private skuffer fælt i februar
14:05 Novo Nordisk er danskernes klare favoritaktie
13:58 USA/tendens: Mulig toldlempelse spreder forsigtig optimisme
13:32 Tyskland opfordrer EU til at lempe budgetkrav
13:20 Foot Locker presses af prisbevidste kunder
12:22 Bavarian gør klar til at sende vaccine i markedet med konkurrent i hælene
11:57 Europa/aktier: Tyske investeringsplaner sender forsvars- og industriaktier til vejrs
11:49 Obligationer/middag: Tysk gældsloft og omskiftelige toldmeldinger fra USA bag renteplus
11:30 Aktier/middag: Nye toner om tolden skaber revanche til C25 med Rockwool i front
11:28 Forsvars- og industriaktier sendes op af massive tyske investeringsplaner
11:00 Eurozonens producentpriserne steg markant mere end ventet
10:58 Carlsberg efter danskeres boykot af Coca-Cola: Produktet er i høj grad dansk
10:41 Euro rammer stærkeste mod dollar i næsten fire måneder
09:51 Svitzer-direktør er tilfreds med første år på egne ben og holder øje med geopolitisk uro