USA/lukning: Aktier i udbrud med teknologi front - Tesla fik comeback

Udgivet den 28-06-2023  |  kl. 06:32  |  

Efter fald i sidste uge og kursminusser mandag var humøret langt mere positivt tirsdag på det amerikanske aktiemarked, hvor der blev registreret solide plusser.

Der var igen fremgang til de cykliske sektorer, men tirsdag var der også kursløft til vækst- og teknologiaktierne.

Tirsdagens positive stemning giver anledning til en mindre rekyl onsdag morgen, hvor futures indikerer kursfald på 0,1-0,4 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

Det brede S&P 500-indeks vandt tirsdag frem med hele 1,2 pct., mens Dow Jones steg 0,6 pct., og Nasdaq blev løftet 1,7 pct.

- Der er blevet taget nogle gevinster i teknologi de foregående dage, men her tirsdag får vi et rebound, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

Vækstaktierne er de foregående dage blevet handlet nedad, da investorerne blandt andet indstillede sig på en højere centralbankrente.

Danske Banks investeringsekspert peger derfor på, at investorerne i den forbindelse benyttede lejligheden tirsdag til igen at samle op i de AI-drevede teknologinavne.

Med til at skabe en positiv stemning var solide nøgletal fra både boligsalget og ordrer på varige goder, men nok vigtigst en forbrugertillid i juni i det højeste niveau siden januar 2022, da den steg til 109,7 fra 102,5 i maj, mens blot 104,0 var ventet.

- Vækstaktier kan ikke trække markedet alene, værdiaktierne skal være med, og tirsdag er der kommet gode økonomiske data. Det kører ganske vist renterne lidt op, men på baggrund af økonomisk optimisme, og derfor stiger de cykliske sektorer også, siger Lars Skovgaard Andersen.

TESLA STOPPEDE NEDTUR

I S&P 500 var det tirsdag cyklisk forbrug, som klarede sig bedst med et plus på 2,1 pct. Her var det Tesla og Amazon, der trak op med fremgang på 3,8 og 1,5 pct.

Tesla fik dermed et mindre comeback efter mandagens minus på 6,1 pct., da investeringsbanken Goldman Sachs vurderede, at årets kursfremgang, indtil nu en fordobling, må være nok og sænkede sin anbefaling til "neutral".

De gode tal for forbrugertilliden løftede imidlertid også byggemarkedskæderne Home Depot og Lowe's, som steg 1,9 og 2,6 pct., mens samme tema løftede pakkekæmperne Fedex og UPS i industri med henholdsvis 5,0 og 1,1 pct.

It-aktierne steg desuden 2,0 pct., og her var det Apple og Microsoft, som trak for og bidrog mest af alle til den samlede markedsfremgang med plusser på 1,8 og 1,5 pct. I samme sektor steg chipkæmpen Nvidia også med 3,1 pct., mens Broadcom og Texas Instruments vandt 3,3 og 4,8 pct.

Den sidste vækstsektor, kommunikationsservice, steg tirsdag desuden 1,1 pct. - løftet af fremgang på 3,1 pct. til Meta platforms, mens Alphabet derimod bakkede 0,1 pct., da finanshuset Bernstein sænkede sin anbefaling af aktien til "market perform".

Cykliske sektorer som finans, råvarer og materialer samt industri steg desuden 0,7-1,4 pct.

WALGREENS NEDJUSTEREDE

Sundhed var tirsdagens eneste taber med et fald på 0,2 pct. Her er der minus til Thermo Fischer på 2,4 pct. og til Danaher på 1,7 pct., mens Walgreens Boots Alliance sank til bunds i S&P 500 med et minus på 9,3 pct.

Apotekerkæden er i sit tredje kvartal blevet ramt af faldende efterspørgsel på en række af de produkter, som blev langet over disken under pandemien, herunder vacciner og coronatest, og derfor nedjusterede koncernen.

Walgreens regner nu med en justeret indtjening per aktie på 4,00-405 dollar mod konsensus på Wall Street på 4,44 dollar.

I samme sektor dykkede biotekselskabet Regeneron også 8,7 pct., da de amerikanske sundhedsmyndigheder afviste at give markedsføringsgodkendelse til en højdosis udgave af kræftmidlet Yelea på grund af produktionsudfordringer hos en samarbejdspartner.

Delta Air Lines vandt omvendt 6,8 pct., da luftfartskæmpen før sin investordag præciserede sine overskudsforventninger i den høje ende af 5-6 dollar per aktie. Her lød konsensus forinden på 5,81 pct.

Uden for hovedindekset S&P 500 drønede Lordstown Motors ned med et fald på 17,2 pct. Elbilproducenten har søgt om kreditorbeskyttelse i en såkaldt chapter 11-proces, efter at en produktionsaftale med Foxconn, kendt som producent af iPhones, er faldet på gulvet.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯