USA/lukning: Fald for første gang i ugen-US Steel ned efter vandskade

Udgivet den 29-11-2019  |  kl. 19:08  |  

De amerikanske aktier endte fredag lavere på den afkortede handelsdag black friday, der sluttede kl. 13.00 amerikansk østkysttid. Spændingerne i handelskonflikten mellem USA og Kina kom op til overfladen igen, da Kina advarede om, at man vil gøre gengæld mod USA efter præsident Trumps beslutning om at underskrive loven som støtter demonstranterne i Hongkong.

Det er dog endnu uklart, hvad Kina har tænkt sig at svare igen med.

- Det vigtige er ikke så meget Hongkong-problematikken, vurderer Macquire Groups Thierry Wizman til Bloomberg TV. Han mener mere, det drejer sig om, hvorvidt man ser en bevægelse frem mod en aftale inden den 15. december, hvor nye toldsatser træder i kraft. Udskydes de, eller afsporer de forhandlingerne helt?

De tre ledende amerikanske indeks havde ellers haft en god uge og sat rekord hver dag til og med torsdag i forventning om, at USA og Kina ville blive enige om en fase 1-aftale. Fredag faldt S&P 500 0,3 pct. til 3142,80, Dow Jones-indekset satte sig 0,4 pct. til 28.054,64, mens det teknologidominerede Nasdaq-indeks faldt 0,5 pct.til 8665,47.

Ved udgangen af oktober sluttede S&P500-indeks i 3037,56 og er således steget 3,4 pct. i november. Så generelt har november været en god måned, hvor tredje kvartalsregnskaberne generelt har været bedre end ventet, og den amerikanske centralbank, Fed., har indtaget en dueagtig holding på rentefronten. Men under overfalden har konflikten mellem Kina og USA alligevel luret.

US STEEL VANDSKADET

Aktierne i US Steel faldt 5,9 pct. til 13,11 dollar, efter at der blev meldt om oversvømmelse på selskabets største fabrik, Gary Works. Oversvømmelsen skyldes et sprunget vandrør, som har tvunget fabrikken til at lukke ned, skriver Bloomberg.

Gary Works, der ligger ved bredden af Lake Michigan, er US Steels største stålværk med en kapacitet på 7,5 mio. tons stål årligt.

Den amerikanske forsyningsvirksomhed PG&E, som er under konkursbehandling, fordi selskabets elektriske udstyr menes at være årsag til flere af de store skovbrande i Californien i 2017 og 2018, faldt 0,8 pct. til 7,48 dollar efter at en dommer vurderede, at selskabet er ansvarlig for de skader som brandene har afstedkommet.

Tech Data Corp steg 12,2 pct. til 144,89 dollar, da kapitalfonden Apollo Global Management hævede sit bud på selskabet til 5,14 mia. dollar.

SORL Auto, der sælger bilbremser, steg 30,1 pct. til 4,41 dollar efter at selskabet er enige om at lade sig sælge til et konsortium, der byder 4,72 dollar per aktie, og blive afnoteret.

DEERE FÅR ANALYTIKERKLØ EFTER SKUFFENDE PROGNOSE

Blandt enkeltaktierne var der opmærksomhed til Deere, der tjener sine penge på store landbrugsmaskiner som traktorer.

Selskabet afleverede onsdag et isoleret set pænt regnskab for fjerde kvartal 2018/19, men samtidig skuffede selskabet med forventningerne til indeværende år.

Det har efterfølgende fået DZ Bank til at sænke sin anbefaling af Deere-aktien til "sælg" fra "hold", og UBS har sænket sit kursmål for aktien til 169 dollar fra 180 dollar og gentaget anbefalingen "neutral".

Deere omsatte i fjerde kvartal 2018/19 for 8,7 mia. dollar mod ventet 8,4 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Det blev omsat til en ordinær indtjening per aktie på 2,14 dollar mod ventet 2,13 dollar, men prognosen for 2019/20 var en skuffelse.

Her spillede Deere ud med en forventning om et nettooverskud på 2,7-3,1 mia. dollar, hvilket er et godt stykke under konsensus blandt analytikerne.

Aktien faldt onsdag med 4,3 pct., og fredag faldt Deere yderligere 0,6 pct. til 167,98 dollar.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯