USA/lukning: Kun Dow Jones klarede at fortsætte rekordrækken

Udgivet den 30-12-2019  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktiehandlere formåede fredag kun at fortsætte rækken af stigninger og rekorder for det ene af de tre toneangivende indeks.

Frem mod handelsdagens slutning bøjede stigningen af for S&P 500-indekset, som lukkede uændret i 3240,02, mens de 30 tunge aktier i Dow Jones-indekset steg 0,1 pct. til 28.645,26, og det teknologidominerede Nasdaq-indeks tabte 0,2 pct. til 9006,62. Men indekset lå dermed fortsat over niveauet 9000, som det passered for første gang torsdag.

Mandag indikeres de tre indeks lidt højere at dømme efter futures, som mandag morgen ligger til stigninger på i omegnen af 0,1-0,3 pct.

Den generelle stemning var fortsat præget af udviklingen i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina, hvor markedet endnu har udtalelser fra USA's præsident, Donald Trump, om, at en fase 1-aftale snart kan underskrives, i erindring. Men en smule malurt i bægeret er det, at der ikke er kommet nyt fra forhandlingerne - for eksempel om tid og sted - som kan holde optimismen intakt.

Til gengæld kom der der fredag morgen opmuntrende data for industrisektoren i Kina. Her tog indtjeningen i november det største spring i otte måneder. Indtjeningen steg 5,4 pct. fra samme tidspunkt et år tidligere i forlængelse af et fald i de senest tre måneder, hvilket ifølge nyhedsbureauet Reuters signalerer robusthed i den globale økonomi.

I oktober faldt indtjeningen i den kinesiske industri 9,9 pct.

Jeffrey Kravetz, der er regional investeringschef hos U.S. Bank Private Client Reserve, holder fast i den optimistiske tone:

- Der er kraftig medvind, herunder fra forbrugertillid, detailhandelsdata og støtte fra centralbanker kloden rundt, som presser investorer ind i risikobetonede aktiver. Vi ser også en lettelse i handelsspændingerne, og investorerne sætter penge i markedet, siger han ifølge Bloomberg News til Marketwatch.

MARGINALT PLUS TIL AMAZON

Amazon var torsdag et af de selskaber, der trak godt op på børserne i New York med et plus på 4,5 pct., og fredag steg aktien yderligere marginale 0,02 pct.

Stigningen kom torsdag, efter at selskabet kunne fortælle om et rekordstort julesalg. Amazon offentliggjorde ikke specifikke salgstal, men oplyste i en meddelelse, at der var bestilt milliarder af varer hos internetgiganten.

Men par af kollegerne i den såkaldte FAANG-gruppe af teknologigiganter, Netflix og Alphabet, som er selskabet bag Google, måtte notere fald på henholdsvis 1,1 pct. og 0,7 pct., mens de to øvrige, Apple og Facebook henholdsvis faldt 0,03 pct. og steg 0,2 pct.

TESLA KØRTE KINABILER FREM

Tesla-aktien faldt 0,1 pct. og veg dermed marginalt fra lukkerekorden, der blev sat torsdag.

Fredag kunne elbilproducenten oplyse, at selskabet vil begynde at levere de første Model 3-biler, der er produceret i Kina, til sine ansatte fra på mandag, skriver Bloomberg News.

Der var også fokus på apotekerkæden Rite Aid i fredagens handel, hvor aktien steg 5,5 pct. Aktien har været flyvende, siden selskabet i sidste uge opjusterede sine forventninger. Siden opjusteringen er aktien mere end fordoblet i værdi.

UPS FORUDSER REKORD PÅ NATIONAL RETURDAG

Den amerikanske pakkedistrubutør United Parcel Service, UPS, ser ifølge Bloomberg News frem mod rekordstor returnering af 1,9 mio. e-handelspakker på den amerikanske "nationale returdag", som er torsdag i den kommende uge. Rekorden, som er den syvende i træk, skyldes generelt stigende e-handel, men også, at ehandelsgiganten Amazon har lanceret gratis returret for sine varer.

UPS-aktien faldt 0,1 pct.

/ritzau/FINANS

Redaktion

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯