USA/lukning: Længste stigningsrække i to år - Microsoft i rekord

Udgivet den 08-11-2023  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier steg moderat tirsdag løftet af især teknologiaktierne i de store vækstsektorer.

Det var samtidig den syvende handelsdag i træk med kursfremgang. Det er den længste plusstime i mere end to år, og den er fulgt i kølvandet af et fald fra sommertoppen på 10 pct. og minusser på otte ud af ni handelsdage lige før det.

Onsdag morgen ser fremgangen umiddelbart ud til at bremse lidt op. Futures indikerer marginale kursfald på under 0,1 pct. i de tre store amerikanske aktieindeks, når markedet åbner i New York senere på dagen.

Mens renterne mandag korrigerede opad efter sidste uges kraftige fald, bakkede de igen tirsdag trods det amerikanske finansministeriums udstedelse af nye statsobligationer for 112 mia. dollar i denne uge.

De lavere renter var også et udtryk for, at investorerne tog notits af endnu et fald i den kinesiske eksport i oktober, hvilket taler ind i temaet med en opbremsning i den globale økonomi, og netop renteudviklingen forlængede den positive stemning omkring vækstsektorerne.

Det brede S&P 500-indeks steg tirsdag med 0,3 pct., mens Dow Jones også gik op med 0,2 pct., og Nasdaq blev løftet mest med 0,9 pct.

- Der skal ikke så meget til, før det her marked begynder at køre afsted. Der er så meget negativitet indregnet i markedet. Mange vil derfor have for lidt af det, som kommer til at stige. Af teknologiaktierne. Teknologi vil trække markedet, hvis der kommer et santa rally, kommenterer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

- Olien falder tirsdag tilbage. Det er på baggrund af en dårlig historie om lavere vækst i Kina, men det gør ikke så meget, når momentum er med, så er lavere energipriser godt for aktiemarkedet. Hvis den økonomiske vækst falder, så vil man også helst have selskaber, der kan skabe egen vækst, i porteføljen. Det er teknologi. Ingen stiller sig ud foran det her tog, men ridder i stedet med på bølgen.

MICROSOFT I REKORD

I S&P 500 var det vækstsektorerne, som løftede på grund af den reducerede rentefrygt. Bedst gik det for cyklisk forbrug med et plus på 1,2 pct., mens it vandt 1,1 pct., og kommunikationsservice gik frem med 0,6 pct.

De svage kinesiske eksporttal og frygten for økonomisk opbremsning satte sig derimod i de cykliske sektorer. Værst gik det for energi med et minus på 2,2 pct., da olieprisen tabte 4,1 pct. Desuden mistede råvarer og materialer 2,1 pct. tirsdag.

Det var Apple, som trak mest op i markedet med et plus på 1,5 pct.

Microsoft steg samtidig med 1,1 pct. Aktien sluttede dermed i rekord i 360,53 dollar og er steget otte handelsdage i træk med samlet set 10 pct. Det er samtidig den længste positive stime siden januar 2021.

Softwaresegmentet klarede sig i det hele taget godt tirsdag med et plus til Adobe på 3,5 pct. og til Salesforce på 2,1 pct.

Netop Adobe, Salesforcce og ikke mindst Microsoft er ifølge Lars Skovgaard Andersen blevet fremhævet i relation til kunstig intelligens.

Ligeledes inden for it steg chipkæmpen Nvidia 0,5 pct., mens Intel vandt 2,2 pct. efter nyheden om, at selskabet alligevel ikke vil udvide sin produktion i Vietnam.

I cyklisk forbrug steg Amazon desuden med 2,1 pct., mens Tesla vandt 1,3 pct., og i kommunikationsservice gik Alphabet frem med 0,7 pct. og Meta Platforms 1,0 pct.

OLIEKÆMPER I RØDT

I den røde kolonne var tirsdag de store olienavne, da Exxon Mobil mistede 1,6 pct., og Chevron smed 28 pct.

I bunden af hovedindekset befandt Air Product and Chemicals sig med et minus på 12,7 pct., det største minus siden 2020, da salget i selskabets fjerde kvartal skuffede.

Emerson Electric faldt også med 7,4 pct. efter et sæt skuffende kvartalstal, mens forsyningsselskabet Constellation Energy tabte 3,9 pct. og rullede en el af mandagens opjusteringsstigning på 6,5 pct. tilbage.

I toppen af S&P 500 fortsatte rejsekoncernen Expedia sin fremgang fra sidste uges regnskab, som har udløst flere kursmålsløft, med et plus 5,8 pct.

Uden for hovedindekset steg Uber med 3,7 pct., da kørselsplatformen har lagt en opmuntrende prognose for fjerde kvartal frem, ligesom tredje kvartal viste en bedre indtjening end ventet trods en lidt svag omsætning.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder