USA/lukning: Små kursfald efter svagt detailsalg - software presset

Udgivet den 16-10-2019  |  kl. 22:09  |  

De amerikanske aktier åbnede onsdag i rødt med så meget som 0,4 pct., og selvom de senere kravlede mere nordpå, så sluttede dagen med minusser.

Stemningen var præget af nyt om et svagt detailsalg i den amerikanske økonomi, men det opvejedes af endnu et sæt stærke regnskabstal fra USA's næststørste bank, Bank of America, mens softwareaktierne var under pres, og sundhedssektoren blev løftet af forligsrygter.

Det brede S&P 500-indekset sluttede nede med 0,2 pct., mens Dow Jones-indekset tabte 0,1 pct. Teknologitunge Nasdaq mistede imidlertid 0,3 pct.

SVAGT DETAILSALG

Det amerikanske detailsalg faldt ganske overraskende med 0,3 pct. i september, viste data onsdag fra U.S. Census Bureau, mens økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet en tilsvarende stigning. Den skuffelse er skidt nyt for økonomien, da især den amerikanske forbruger får æren for at holde USA ude af en recession.

- Svagere detailtal leverer yderligere bevis på, at svækkelsen i fremstillingssektoren spilder over til andre områder af økonomien, sagde Jim Baird, investeringschef hos Plante Morgan Financial Advissors, til Reuters.

I den positive vægtskål var dog et stærkt regnskab fra Bank of America, samt forlydender om et forlig i de mange retssager omkring opiod-krisen i USA, som løftede medicinalkæmpen Johnson & Johnson.

Bank of Americas aktie steg med 1,5 pct., da indtjeningen per aktie landede på 75 cent, hvilket var mere end de 68 cent, som analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med. Det bedre end ventede resultat var blandt andet løftet af handelsindtægter på 3,22 mia. dollar, hvor der var ventet 3,12 mia. dollar.

OPIOD-FORLIG PÅ VEJ

Johnson & Johnson steg også med 1,8 pct. og løftede godt op i markedet. Stigningen skyldtes en artikel i The Wall Street Journal om, at tre medicinaldistributører af smertestillende midler er tæt på at indgå et forlig til 18 mia. dollar med tusindvis af delstater, amter og byer i USA om deres andel i den amerikanske opiodkrise.

Avisen ville også vide, at Johnson & Johnson, som tirsdag opjusterede sine forventninger, og som hører til blandt producenterne af midlerne, også forhandler om at være med i forliget, og ifølge Bloomberg skulle Johnson & Johnson være parat til at betale 4 mia. dollar.

De tre distributører McKesson, Americsourcebergen og Cardinal Health steg desuden med 4,8 pct., 3,4 pct. og 2,4 pct.

PRES PÅ SOFTWARE

På sektorniveau klarede cyklisk forbrug onsdag sig bedst i S&P 500 med et plus på 0,4 pct. Råvarer og materialer fulgte efter med en stigning på 0,3 pct., mens energiaktierne lå i bunden med et minus på 1,5 pct.

It-aktierne tabte også 0,7 pct. - trukket ned af et minus på 0,8 pct. til Microsoft og et fald på 0,4 pct. til Apple.

Der var også pres på gruppen af aktier inden for software-as-a-service, hvor Salesforce.com og Adobe faldt henholdsvis 3,8 og 2,4 pct. Udsalget var udløst af frygt for væksten i højoktan-aktierne efter en investordag hos Workday, som ifølge finanshuset Macquarie ikke kunne fremvise nye vækstkatalysatorer. Workday mistede 11,3 pct. og trak også navne som Slack, Zoom Video og Atlassian ned med 4,5 pct., 4,8 pct. og 3,5 pct.

OPJUSTERING LØFTEDE UNITED

Regnskabssæsonen rundede onsdag også Bank of New York Mellon, som steg 0,2 pct., da banken klarede sig bedre på indtjeningen i årets tredje kvartal end ventet blandt analytikerne.

Efter børslukketid tirsdag overraskede luftfartskæmpen United Airlines Holding med sine tal for tredje kvartal og den anden opjustering i træk. Lavere brændstofomkostninger end ventet løftede indtjeningen. Aktien vandt 2,1 pct.

Transportselskabet JB Hunt Transport Services steg onsdag også med 3,6 pct. Tirsdag aftens regnskab for tredje kvartal viste en bedre omsætning end ventet, mens bundlinjen omvendt skuffede lidt.

Abbott Laboratories gik derimod tilbage med 0,2 pct. onsdag, efter at medicinalkoncernen indsnævrede sin prognose for helåret, så den fuldstændig matcher forventningerne i markedet, ifølge Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

07:12 USA/lukning: Futures peger på positiv årsstart efter vildt 2024 for amerikanske aktier -NY
07:09 Novonesis får købsanbefaling hos Carnegie
07:00 Frygt for handelskrig tager farten af den kinesiske industri
06:42 Valuta: Yuan svækkes oven på svage nøgletal
06:38 Asien: Kina trækker for i rød start på året efter skuffende tal for industrien
06:34 Vestas i ordreboom på årets næstsidste dag
06:30 Kalender med link - torsdag den 2. januar
17:46 Europa/lukning: Nyhedsfattig dag endte i minus - tyske Baywa steg på ny plan
17:10 Gubra er den suveræne danske aktietopscorer i 2024: Fedmefokus har givet pote
17:09 Zealand Pharma kroner første år i C25-indekset med titlen som den mest stigende aktie
17:05 Mandagens aktier: Rød årsafslutning for eliteindeks - kun Nordea og Jyske Bank i plus
17:00 Mandagens obligationer: Renten faldt marginalt på årets sidste handelsdag
16:16 USA mindes Jimmy Carter: Børserne holder lukket 9. januar
15:46 Aktivitetsindeks fra Chicago skuffer fælt i december
15:38 USA/åbning: Boeing i modvind efter flyulykke på dag med solide fald på indeksniveau
15:33 Tryg opruster på mandskab med udsigt til vind med stormstyrke nytårsaften
15:30 USA/ÅBNING: S&P 500 -1,1%, NASDAQ -1,4%, DOW JONES -1,1 %
15:15 Jeudan-topchef håber på kort levetid for risikobuffer: Det er den forkerte vej at gå
15:03 Høreapparater: Håndkøbsmarked i USA bygges stadig op - Apple-interesse kan trække op
14:43 Brøndby IF ansætter Benjamin Schmedes som fodbolddirektør