USA/lukning: S&P 500 rundede 4900 point - trukket af Tesla, Mirosoft, Nvidia

Udgivet den 30-01-2024  |  kl. 06:32  |  

Trods en forsigtig start indledte de amerikanske aktier ugen med at sætte rekord efter solid fremgang.

Tirsdag indikeres et afventende marked op til det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der afsluttes onsdag.

Futures indikerer marginale udsving tæt på nul i de toneangivende aktieindeks, når handlen med aktier starter i New York senere på dagen.

Mandag lå markedet længe og svingede omkring nullet, men da det kom frem, at den amerikanske stat i første kvartal skal ud og låne 66 mia. dollar mindre end tidligere anslået, skabte det lettelse hos investorerne, der sendte aktierne op og renterne ned.

Statens store lånebehov trækker nemlig likviditet ud af markederne og presser renterne opad.

Det brede S&P 500-indeks steg med 0,8 pct. og lukkede dermed for første gang nogensinde i mere end 4900 indekspoint - nærmere bestemt i 4927,93 point.

Dow Jones vandt også 0,6 pct., mens Nasdaq blev løftet mest med 1,1 pct.

IKKE RENTESÆNKNINGER ENDNU

Der var ellers lagt op til en nyhedsfattig mandag forud for flere vigtige begivenheder i løbet af ugen, der ventes at sætte en vigtig retning for markedet.

I løbet af ugen kommer der nemlig regnskaber fra mange store navne, herunder Apple, Microsoft og Alphabet, ligesom den amerikanske centralbank, Federal Reserve, tirsdag og onsdag holder sit første rentemøde i år.

Selv om rentemødet ventes at munde ud i en uændret rente og en fortsat nedtrapning af balancen, det, som også kaldes kvantitative stramninger, så er der risiko for uro, når rentemeldingen nærlæses, eller når centralbankformand Jerome Powell udlægger teksten på det efterfølgende pressemøde.

Desuden bliver den vigtige jobrapport for januar offentliggjort fredag. De officielle arbejdsmarkedstal for USA kan sammen med rentemøder og den månedlige opgørelse af forbrugerpriserne udløse store markedsbevægelser.

- De økonomiske data i USA peger stadigvæk på en mild baggrund for markederne med modstandsdygtig vækst, moderat inflation og udsigt til rentesænkninger, siger Mark Haefele, chefstrateg hos UBS Wealth Management, til Bloomberg News.

- Vi forventer, at Federal Reserve vil være tryg ved at sænke renten til maj, selv om det formentlig vil kræve yderligere tegn på, at økonomien køler af i perioden fra nu til da.

En af årsagerne til, at rentesænkninger snart kan være på menuen, er, at inflationen er aftaget kraftigt. Det betyder også, at realrenten, centralbankrenten sat i forhold til inflationen, derfor faktisk er steget og dermed virker mere bremsende på økonomien.

Handelen med rentefutures viste mandag sideløbende en sandsynlighed på omkring 50 pct. for en rentesænkning allerede til marts og med mere end 100 pct. til maj. Desuden indregnedes mere end fem lempelser inden nytår fra den nuværende renteniveau på 5,25-5,50 pct.

TELSA LØFTET

I S&P 500 steg cyklisk forbug mest med et plus på 1,4 pct., mens it-løftede sig fra et mindre minus tidligere mandag til en fremgang på 1,0 pct., og kommunikationsservice vandt 0,9 pct.

Der var i det hele taget næsten kun grønt ud for sektorerne i hovedindekset, da kun energiaktierne faldt tilbage med 0,2 pct., fordi olieprisen smed 1,4 pct.

Trods den generelle fremgang for markedet hang it-kæmpen Apple endnu en gang lidt i bremsen og faldt med 0,4 pct., men ellers steg de store teknologinavne pænt.

Særligt Tesla accelererede ud af starthullet i denne uge, efter sidste uge hvor skuffende vækstudsigter for 2024 sendte aktien ned. Mandag vandt aktien 4,2 pct. Fremgangen kom samtidig med, at den kinesiske konkurrent BYD, som i fjerde kvartal blev verdens største elbilproducent, ellers faldt med 2,2 pct. efter et skuffende kvartalsregnskab.

Inden for it blev Microsoft samtidig løftet 1,4 pct. Andre softwarenavne som Adobe og Salesforce steg også 2,7 og 2,8 pct.

Chipkæmpen Nvidia vandt desuden 2,4 pct., og i kommunikationsservice var der et plus til Meta Platforms på 1,8 pct. og til Alphabet på 0,9 pct.

Amazon vandt mandag 1,3 pct. i kølvandet af nyheden om, at detailkæmpen har opgivet sin overtagelse af Irobot, som producerer robotstøvsugere, for 1,4 mia. dollar på grund af modstand fra konkurrencemyndighederne i både USA og EU. Irobots aktie dykkede modsat 8,8 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯