USA/middag: Nike og Apple markerer sig positivt i let faldende marked
De amerikanske aktiebørser ligger torsdag ved middagstid i New York i lettere negativt terræn, efter at markederne ellers havde startet dagen med små stigninger.
Trods plusser til Nike og Apple ligger Dow Jones-indekset lidt efter klokken 18 dansk tid - og klokken 12 lokal tid - 0,1 pct. lavere, og i det brede S&P 500 falder 7 af 11 sektorer og trækker indekset ned med 0,1 pct. På Nasdaq-børsen falder det ledende indeks ligeledes 0,1 pct.
- Der er ikke noget nyt om handelskrigen, og det er i det store hele det. Så medmindre vi får en positiv eller negativ historie til at skubbe markedet den ene eller anden vej, så kan vi meget vel handle i det nuværende niveau i noget tid, siger handelschef Randy Frederick hos Charles Schwab i Texas til Reuters.
Onsdag rettede markedet sig ellers efter tre dage med fald, da investorerne fokuserede på meldinger om muligheden for en snarlig fase 1-aftale på handelsområdet med Kina. USA har tidligere varslet flere tariffer på kinesiske varer fra 15. december, og der har været stort fokus på, om parterne når en aftale inden da.
HÆVET ANBEFALING AF NIKE
Nike topper i Dow Jones med en stigning på 1,2 pct., efter at Goldman Sachs opjusterede anbefalingen af aktien i producenten af sportsudstyr til "køb" fra "neutral" og tilføjede den bankens liste over mest anbefalelsesværdige aktier.
Apple klarer sig også pænt i torsdagens marked og stiger 0,8 pct. til 263,91 dollar. Også her kan en positiv analyse spille ind, idet Citi har gentaget en købsanbefaling for aktien og hævet kursmålet til 300 dollar fra 250 dollar. Aktien er steget 67 pct. i år og er på vej mod sin største årlige stigning siden 2009, skriver Bloomberg News.
Supermarkedskæden Kroger har skuffet med sit regnskab for tredje kvartal, som viste en lavere omsætning end ventet og samtidig et dyk i indtjeningen fra samme periode året før. Det takserer investorerne til et fald på 4,1 pct.
Der er også kommet regnskaber fra smykkeselskaberne Signet og Tiffany.
Signet, som blandt andet forhandler Pandora-smykker gennem kæden Jared, løfter i et opløftende regnskab for tredje kvartal af selskabets forskudte regnskabsår forventningerne til både salget og indtjeningen for hele året.
Selskabet venter for hele regnskabsåret nu en negativ vækst i det sammenlignelige salg på 1,0-1,7 pct. mod en tidligere forventning om en negativ vækst på 1,5-2,5 pct. Signets aktien stiger 9,5 pct.
TIFFANY SKUFFER
Kollegaen Tiffany kom derimod ud af tredje kvartal med en noget dårligere indtjening end ventet blandt analytikerne. Selskabet havde i perioden en indtjening per aktie på 65 cent, mens analytikerne havde ventet 85 cent per aktie ifølge Bloomberg News.
Resultatet er lavere end det laveste analytikerestimat, da forventningen hos analytikerne ifølge mediet lå mellem 79 og 93 cent. Samme periode sidste år havde Tiffany en indtjening på 94,9 mio. dollar, hvilket svarer til 77 cent per aktie.
I november kom det frem, at den franske luksuskoncern LVMH står til at overtage selskabet i en handel til en værdi af 16,2 mia. dollar. Tiffanys aktie ligger ved middagstid til et marginalt fald på 0,1 pct.
Imens er aktien i amerikanske Sage Therapeutic styrtdykket med 58 pct., efter at et afsluttende fase 3-studie med lægemiddelkandidaten Sage-2017 til behandling af depression er slået fejl.
Analytikere havde ifølge Bloomberg News på forhånd udråbt studiet som et nøglestudie og vurderede allerede op til offentliggørelsen, at et eventuelt flop ville skabe tvivl om lægemiddelkandidatens blockbusterpotentiale, det vil sige mulighed for at nå et salg på over 1 mia. dollar.
/ritzau/FINANS