USA/middag: Revanche til især Nasdaq efter Huawei-udsættelse

Udgivet den 21-05-2019  |  kl. 18:31  |  

Udskydelsen af et forbud, mod at amerikanske selskaber handler med den kinesiske it-gigant Huawei i 90 dage, har tirsdag middag amerikansk tid lagt grund til en positiv udvikling på aktiemarkedet, hvor S&P 500-indekset og Dow Jones-indekset stiger henholdsvis 0,8 pct. og 0,6 pct.

Nasdaq-indekset, der domineres af de selskaber, der er mest følsomme over for samhandlen med den kinesiske it-sektor generelt, ligger tirsdag middag 1,1 pct., højere. Dermed er udviklingen for de tre toneangivende indeks nærmest spejlvendt af situationen mandag, hvor S&P 500-indeks faldt med 0,7 pct., og Dow Jones-indekset tabte 0,3 pct., mens Nasdaq tabte 1,5 pct. under indtryk af blokeringen af Huaweis adgang til amerikanske teknologi.

Mandag oplyste Google, at selskabet har indstillet samarbejdet med Huawei om styresystemet Android, som er Googles gratis styresystem, som Huawei anvender i mange af sine mobilmodeller. Yderligere meddelte flere chipproducenter, herunder Qualcomm og Broadcom, ifølge Reuters, at også de har meddelt deres ansatte, at de nu ikke længere heller kan være underleverandører til Huawei.

Det var tidligt tirsdag - dansk tid - at USA's handelsminister, Wilbur Ross, oplyste ifølge nyhedsbureauet AFP, at USA har udsat forbuddet mod at handle med Huawei i 90 dage.

FLERE REGNSKABER

Derudover fik de amerikanske aktiehandlere en lille håndfuld regnskaber og andre selskabsmeddelelser til at lade sig inspirere af op til åbningen sammen med nøgletal for bolighandlen.

Varehuskæden Kohl's har fremlagt et regnskab, der ikke blot skuffede i forhold til salget i første kvartal med en nettoomsætning på 3,8 mia. dollar, som er 3,4 pct. mindre end i samme kvartal sidste år. Konsensusestimatet lød på 3,9 mia. dollar. Varehuskæden nedjusterer også sine forventninger til hele årets overskud, der nu ventes at lande på 5,15 til 5,45 dollar. Tidligere lød forventningen på 5,80 til 6,15 dollar.

Aktien ligger 10,3 pct. lavere i 56,49 dollar.

PENNEY TABTE 46 CENT

Detailkæden J.C. Penney skuffer også på både omsætning og indtjening i sit regnskab for første kvartal, og investorerne reagerer med at sende aktien ned med 9,6 pct. til 1,04 dollar. Det justerede resultat per aktie viser et tab 46 cent, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet et minus på 38 cent.

Samtidig skuffer omsætningen, som landede på 2,44 mia. dollar sammenlignet med analytikernes gennemsnitsestimat på 2,47 mia. dollar. Udviklingen dækker over et fald i det sammenlignelige salg i forhold til samme periode sidste år på 5,5 pct. mod et ventet fald på 3,9 pct.

HOME DEPOT UÆNDRET

Byggevarekæden Home Depot leverede et overskud per aktie, der var bedre end ventet i årets første kvartal, men det sammenlignelige salg faldt.

Overskuddet per aktie blev 2,27 dollar mod ventet 2,18 dollar ifølge estimater fra Bloomberg News. Forventningerne til overskuddet for hele året blev fastholdt.

Det sammenlignelige salg steg kun 2,5 pct. mod ventet 4,5 pct.

Aktien falder 0,3 pct. til 190,40 dollar.

MEDICINALOPKØB

Medicinalkoncernen Merck & Co. har oplyst, at den har købt selskabet Peloton Therapeutics Inc. for 2,2 mia. dollar, hvor de første 1,05 mia. dollar betales kontant. Resten af købesummen udløses, når Peloton har opfyldt en række bestemte målsætninger. Det skriver Bloomberg News.

Opkøbet sker dagen før Pelotons børsdebut, hvor markedet havde værdisat selskabet til 756 mio. dollar.

Merck-aktien stiger 0,5 pct. til 79,29 dollar.

SVAGT BOLIGSALG

Salget af eksisterende boliger udviklede sig svagere end ventet i april med 5,19 mio. solgte boliger ifølge sæsonjusterede, annualiserede tal fra den amerikanske ejendomsmæglerforening. Det var et fald på 0,4 pct. i forhold til måneden før.

Ifølge Bloomberg News var der ventet et salg på 5,35 mio. boliger, svarende til en stigning på 2,7 pct. på månedsbasis.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

06:34 Norden sænkes til "hold" hos SEB - kursmål sakses over 45 pct.
06:34 Carlsbergs kursmål løftes hos britisk børshus efter regnskab
06:34 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:32 Asien: Hongkong og Shanghai trækker for mens Tokyo blinker rødt
06:32 Valuta: Investorerne træder vande op til amerikansk jobrapport
06:32 USA/T-bond: Renter tikkede let op inden fredagens vigtige jobrapport
06:32 USA/lukning: Mindre aktiefremgang med Nvidia, Amazon og Eli Lilly i front
06:30 Kalender med link - fredag den 7. februar
18:03 Europa/lukning: Rekordslutning efter tre dage med plus og pæne regnskaber
17:22 Rockwools topchef: Amerikaneres investeringer er drevet af effektivitet
17:11 Torsdagens obligationer: Nærmest stillestående rente set over hele dagen
17:10 Torsdagens aktier: Rockwool fortrængte Mærsk, Ørsted og Carlsberg fra toppen på plusdag
16:39 Rockwool sender mindre gaveregn over aktionærerne i stærk afslutning på 2024
15:44 USA/åbning: Fortsat fortrøstningsfuld i tillid til ro fra tro og pæne regnskaber
15:26 Europa/aktier: På rekordkurs efter tre plusdage
15:04 Carlsberg-chef om bred guidance: Det giver tiltro til eksekvering trods global usikkerhed
14:55 2024 blev det bedste år i Skjern Banks 119-årige historie
14:47 USA/tendens: Positive forventninger til regnskaber og ro på Trump
14:04 Tryg får løftet kursmålet hos Jefferies: Salgsvæksten bør komme i fokus
13:32 Ørsteds kriseplan afhænger af frasalg: Vi er godt på vej siger topchef