USA/middag: Tweet får investorerne på tæerne - kosmetikfirma i optur

Udgivet den 18-11-2019  |  kl. 18:22  |  

Humøret ligger og bobler under overfladen mandag middag på de amerikanske aktiemarkeder. Selv ikke et tweet fra en Kina-korrespondent fra CNBC, som citerer en kinesisk regeringskilde, for, at Kina er pessimistisk over for en handelsaftale, kan presse humøret helt i bund.

Dermed kan vejen være banet for endnu en rekorddag for de tre ledende indeks, der fredag sluttede i rekord fredag med plusser på 0,7-0,8 pct. Det skete på baggrund af optimistiske meldinger fra Larry Kudlow, præsident Donald Trumps øverste økonomiske rådgiver, om handelsforhandlingerne med Kina.

Ifølge tweetet skal USA's præsident, Donald Trump, angiveligt skal have modsat sig en tilbagerulning af toldsatserne.

Det toneangivende S&P 500-indeks ligger uændret ved middagstid lokal tid, Dow Jones-indekset stiger marginale 0,02 pct., mens Nasdaq-indekset siver 0,03 pct.

- Jeg ved ikke, hvor mange gang vi nu har set optimisme vende sig til pessimisme. Hvis det var let at få en aftale forhandlet hjem, så ville den have været underskrevet nu, siger Jerry Braakman, chefinvestor i First American Trust, til Bloomberg News.

Investorerne kan ligeledes konstatere, at børshuset Morgan Stanley regner med, at amerikanske aktier vil præstere dårligere end europæiske og japanske aktier i det kommende års tid.

Børshuset påpeger i en ny, at amerikanske aktier vil præstere dårligere end både japanske og europæiske aktier næste år. Og Morgan Stanley ser det brede S&P 500-indeks falde til omkring 3000 i slutningen af 2020 fra 3115 mandag.

HP I FALD EFTER AFVISNING

Computerproducenten HP falder 1,4 pct. til 19,90 dollar, efter at selskabet har afvist et købstilbud fra Xerox på 22 dollar per aktie.

Afvisningen er blevet sendt afsted med den besked, at buddet simpelthen er for lavt. Samtidig er HP bekymret for fremtidsudsigterne for Xerox, skriver Bloomberg News.

Sagen er dog ikke lukket helt her, da HP er villig til at gå videre med idéen om en fusion, men samtidig påpeges det, at der er fundamentale spørgsmål, som bør analyseres nærmere.

Blandt andet peger HP's formand, Chip Bergh, og topchef, Enrique Lores, på, at omsætningen i Xerox har været på retur siden midten af 2018, skriver Bloomberg.

Xerox, der er kendt for sine printere og scannere, ligger 0,2 pct. lavere i 38,86 dollar.

FORD INDGÅR OVERENSKOMST

Blandt bilproducenterne er der opmærksomhed om Ford, efter at selskabet har indgået en fireårig overenskomst med de fabriksansattes fagforening, United Auto Workers.

Der er tale om en overenskomst, som på mange måder minder om en aftale, General Motors indgik i oktober, skriver Investing.com. Ford ligger uændret i 8,96 dollar.

Der er tilbagegang i samkørselstjenesten Uber, der falder 1,1 pct. til 26,51 dollar trods meldinger fra nyhedsbureauet Dow Jones om, at selskabets bestyrelsesformand har købt aktier i selskabet. Opkøbet følger et brat fald siden børsnoteringen. Aktien blev afregnet til 45 dollar, da den blev børsnoteret i maj.

COTY VIL VÆRE STORAKTIONÆR HOS JENNER

Kosmetikkoncernen Coty betaler 600 mio. dollar for en stor aktiepost i den forretning med hudplejeprodukter, som den amerikanske reality-stjerne og forretningskvinde 22-årige Kylie Jenner står bag. Kylie er blandt andet kendt for at være med i realityshowet "Keeping Up with the Kardashians" sammen med sin familie.

Dermed følger Coty den seneste trend med at købe smarte brands op for at få et yngre klientel ind i butikken.

Coty får det overordnede ansvar for produkterne, mens Kardashian-klanen fortsat vil promovere produkterne, oplyser selskabet.

Samlet giver det nu Kylie Cosmetic, som Jenner startede tilbage i 2015 med en linje lip kits, en markedsværdi på omkring 1,2 mia. dollar.

Og den nyhed giver investorerne glødende kinder, og aktien sendes op med 1 pct. til 12,02 dollar mandag middag.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang