USA/Sydbank: Detailsalg bidrager til genopretning - kan miste momentum

Udgivet den 14-08-2020  |  kl. 15:28  |  

Det amerikanske detailsalg steg igen i juli, og selv om tallet for måneden isoleret set var en skuffelse i forhold til markedskonsensus, bidrager et stigende detailsalg alligevel til genopretningen af økonomien efter coronakrisen.

Sådan lyder vurderingen fra Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos Sydbank. Han ser dog også risiko for, at privatforbruget igen kan miste momentum grundet stigende smittetryk og en fortsat manglende aftale om ekstra arbejdsløshedsunderstøttelse.

I juli steg detailsalget i USA med 1,2 pct. sammenlignet med juni.

Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en fremgang på 2,1 pct., men det hører dog også med til historien, at tallet for juni samtidig blev oprevideret til en fremgang på 8,4 pct. fra en tidligere rapporteret stigning på 7,5 pct.

- Det højere detailsalg er desværre ikke ensbetydende med, at forbrugerne har gang i en forbrugsfest. Forbruget af serviceydelser ligger fortsat underdrejet. Forbruget er ligeledes blevet presset midlertidigt op af Trumps check til amerikanerne. Vi hæfter os dog ved, at den del af detailsalget, der indgår i privatforbruget, steg med 1,4 pct. i juli, skriver Kim Blindbæk i en kommentar.

HØJT SMITTETAL OG MANGLENDE AFTALE PRESSER SALGET

Han peger i den forbindelse også på, at det fortsatte fravær af en fast politisk aftale om ekstra arbejdsløshedsunderstøttelse - og et igen stigende antal smittetilfælde med coronavirus - udgør en risiko for privatforbruget i de kommende måneder.

- Coronakrisen har også medført, at mange amerikanere har mistet jobbet, og arbejdsløsheden er i øjeblikket på over 10 pct. For privatforbrugets vedkommende er det derfor vigtigt, at politikerne blev enige om en ekstra arbejdsløshedsunderstøttelse på 400 dollar om ugen, skriver Kim Blindbæk.

Den aftale udløb dog med udgangen af juli, og indtil nu er der ikke faldet en ny politisk aftale på plads.

- Trump har derfor udstedt et præsidentielt dekret om, at understøttelsen fremover skal være på 300 dollar om ugen. Usikkerheden om ordningen er dog stor. Dermed ser mange amerikaneres købekraft ud til at blive lidt mindre i den kommende tid. Det vil sammen med delvise nedlukninger i mange stater kunne lægge låg på detailsalget og privatforbruget i den kommende tid, skriver Sydbanks seniorøkonom.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  USA❯ 

Relaterede nyheder