USA/T-bond: Fokus på blødere økonomi og håb om dueagtig Powell

Udgivet den 21-08-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske investorer havde trods sidste uges stærke måling af detailsalget i juli fokus på, at de økonomiske nøgletal er blevet blødere, og at det lægger op til, at centralbanken i USA snart kan sænke sin rente.

Derfor faldt markedsrenterne tilbage, inden centralbankformand Jerome Powell fredag på symposiet i Jackson Hole måske i sin tale igen kommer med dueagtige kommentarer.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 6 basispoint til 3,81 pct. I løbet af tirsdagen svingede den tiårige rente mellem 3,81 og 3,89 pct.

På T-bond-markedet i Tokyo forrentes papiret onsdag morgen med 3,80 pct., hvilket er 2 point under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente satte sig med 8 basispunkter til 3,99 pct.

Onsdag morgen er renten på den toårige T-bond 3,98 pct. i Tokyo.

- Der bygges op til, at Jerome Powell kan sænke renten, og at han kan være dueagtig med baggrund i et svagere økonomisk landskab. Hvis økonomien bliver blødere, har Federal Reserve da heller ingen undskyldning, og det er der flere, som satser på tirsdag, forklarer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Handelen med rentefutures pegede tirsdag, hvor der ikke var vigtige amerikanske nøgletal på agendaen, på, at Federal Reserve mindst vil sænke sin rente med 0,25 pct.point til september, mens der med et bud på en rente på 4,99 pct. mod nuværende 5,25-5,50 pct. også er dem, som satser på en dobbelt så stor lempelse.

Inden årets udgang indregnes desuden omtrent fire rentesænkninger til 4,34 pct.

- Nogle steder på kurven indregnes der dog ret mange rentesænkninger lige nu, og jeg kunne være bekymret for, at markedet kan blive skuffet, advarer Danske Banks investeringsekspert.

- Der er stadig en stærk økonomi. Ledighed er fortsat OK. Arbejdsstyrken øges, mens der ikke er rigtig mange fyringer. I øjeblikket er det dog de svagere data, som dominerer og skaber forventninger om dueagtige kommentarer i Jackson Hole.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder